Der var mange gæster og dermed nyt liv på Ellinggård
Da Ellinggårds Venner under Danmarks Kulturarv inviterede til åbent hus i lørdags, kom der rigtig mange gæster på besøg. Dannebrog blafrede i vinden, og solen skinnede, hvilket gjorde ophold på gårdspladsen til noget helt særligt og hyggeligt.
Efter velkomsttaler ved Mogens Damm fra styregruppen Ellinggårds Venner og direktør Knud-Erik Jørgensen, Danmarks Kulturarv, havde de besøgende mulighed for at komme indenfor i den gamle bygning. De besøgende kunne gå på egen hånd, eller de kunne få en rundvisning med en af de mange frivillige fra Ellinggårds Venner.
I dagens anledning var et antal frivillige blevet ekviperet i passende outfit - med hjælp fra Bygarderoben, Livgarden Tordenskiolds Soldater Fladstrand.
Der var også mulighed for at høre om Ellinggårds historie, ligesom der var mulighed for at høre om de fremtidige planer med Ellinggård. De besøgende kunne komme med ideer til gårdens fremtidige anvendelse.
I bygningen kunne man besigtige loftet, stueetagen og kælderen. For mange en spændende oplevelse at besøge et så gammelt hus, som har en fantastisk historie.
På gårdspladsen kunne de besøgende drøfte emner som bæredygtighed og restaurering med arkitekter fra firmaet TAJN. Man kunne også se på gammelt håndværkstøj ved Sognefogedgårdens stand.
Børnene kunne, med kyndig hjælp, bygge et insekthotel, male et billede af Ellinggård eller gå på stylter. Den planlagte snobrødsbagning var aflyst på grund af brandfaren.
Forplejningen til de besøgende bestod af lækre sandwiches, pølsehorn, fiskbrygget kaffe og hjemmebagt kage. Dette sammenholdt med det flotte vejr var alt sammen med til at gøre dagen til noget specielt.
En del besøgende erhvervede sig en folkeaktie, og derved støtter de projektet med at redde Ellinggård for yderligere forfald.
- Tak for jeres støtte og tak til Samlingskraft for støtten, som gjorde det muligt for os at gennemføre arrangementet. Men også en stor tak til de engagerede og aktive frivillige under Ellinggaards Venner. Uden vores gode fællesskab til at løfte i flok ville et sådan arrangement ikke være muligt at gennemføre, siger Kurt Berg Larsen fra styregruppen Ellinggårds Venner.