Gå til hoved-indhold
26. juni 2026 - kl. 15.06

Dimission for 160 elever på Frederikshavn Handelsskole

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

Der har været dimission for 160 elever på Frederikshavn Handelsskole. De dimitterede fra HHX handelsgymnasiet, EUX Business eller EUD Business.

Frederikshavn Handelsskole har de seneste dage fejret omkring 160 studenter og elever fra HHX, EUX Business og EUD Business. Der har været masser af klapsalver, glade dimittender og rørende taler fra elevernes kontaktlærere.

De studerende skal nu i mange forskellige retninger. Nogle skal have sabbatår og måske rejse, andre har fået læreplads og andre læser videre.

Traditionen tro holdt direktør Brian Andersson tale for årets dimittender, der blev fejret klassevis sammen med deres pårørende. I år med pauser som tema.

- I har arbejdet… hårdt for at nå i mål, og nu er målet nået, og I kan se frem til en pause. En særdeles tiltrængt pause. En pause, som vil være præget af lidt færre pligter og lidt mere fest og fornøjelse end normalt. Det er jer velundt. Vi - både forældre, pårørende og os her på handelsskolen – nyder at se jer rundt omkring i lokalområdet, når I fejrer den netop overståede eksamen, sagde han blandt andet.

- Vores hjerne er på konstant overarbejde, fordi vi aldrig giver den ro. Når hjernen ikke får tilstrækkelig ro og tid til at restituere, så skrumper den. Hjernen skal have perioder, hvor den er i sin grundtilstand – en slags default mode tilstand, hvor der ikke bliver fokuseret på bestemte opgaver, der bliver ikke samlet information, man forholder sig til noget konkret og har ikke fokus, sagde direktøren og fortsatte:

- Jeg tror, vi alle godt kender det. Hvis man bare sidder og "stener", man dagdrømmer, man reflekterer om løst og fast, man kigger ud ad vinduet, man lader tankerne vandre. Men den måde vi har indrettet samfundet på - særligt indenfor de sidste 20-30 år, hvor mobiltelefonen udfylder enhver mulighed for en hjernepause - giver anledning til bekymring.

Med talen fulgte også gode råd lånt fra forskningen om at huske pauserne. Og til sidst en opfordring:

- Hvis du er blevet lidt inspireret, så vil jeg anbefale at læse TRÆK STIKKET. Den er let at læse og giver yderligere indsigt i dette emne.

Der var også taler fra skolens uddannelseschefer og klassernes undervisere, der nu sender eleverne videre på deres vej i livet. For de fleste med studenterkørsel og studenterfester som det første.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...