Dygtige MARTEC-elever fremviste deres imponerende projekter
Torsdag afviklede MARTEC årets første projektfremvisning. De studerende på første år af maskinmesteruddannelsen viste deres projekter frem. Det havde blandt andet resulteret i en hydraulisk motorcykellift, en vindmølle samt en nødstrømsgenerator.
- Vores studerende på 1. år af maskinmesteruddannelsen skal som en del af deres indledende værkstedsforløb udarbejde et projekt. Projektet laver de i grupper, og hver gruppe får 5.000 kroner til at købe materialer for. Gruppen skal lave en rapport, som dokumenterer arbejdet med projektet, samt bygge et system op, som de selv bestemmer, hvad skal være, og hvad det skal kunne, fortæller Martin Sørensen, der er teamleder på MARTEC.
Den grønne omstilling står i disse dage højt på dagsordenen, og det gør den også for MARTEC's studerende. Derfor ser de ofte projekter med en grøn vinkel, men der ses også meget ofte projekter, som kan gøre hverdagen nemmere for ansatte på værksteder, fabrikker og lignende.
Denne gang har de studerende projekter blandt andet resulteret i en hydraulisk motorbør, et nødgeneratoranlæg samt en mindre vindmølle, siger Martin Sørensen.
Første års studerende Frederik Andersen havde sammen med sin gruppe lavet en hydraulisk motorcykellift.
- Det er et sjovt projekt, hvor vi kan se, at det, vi lærer, også kan bruges i den virkelige verden. Man skal oversætte teori til praksis og idé via kreativ tænkning.
Og Martin Sørensen er tilfreds med resultaterne:
- Når eleverne går i gang med deres projekter, har de kun 20 ugers erfaring, og set i det lys er det nogle meget flotte projekter, som eleverne viser frem. De skal jo reelt i gang med at opfinde noget nyt eller noget brugbart.
Til projektfremvisningen er de studerendes familier, MARTEC's egne studerende, praktikvirksomheder samt forskellige skoler udefra inviteret. Det var som sædvanlig et meget populært arrangement.







































