Efter ni år flytter Paw hjem fra Spanien: Fodboldfans hyldede ham

Planen for Paw Værnhøj var klar, da han flyttede til Málaga i Spanien, efter han færdiggjorde handelsskolen i Frederikshavn. Han skulle bare lige holde sit sabbatår, men det blev til ni år i det sydeuropæiske land.

- Jeg har bare integreret mig så godt i Spanien, at det blev hverdag for mig.

Han arbejdede i sit sabbatår hos et TMPO, et telemarketingsselskab, som han også fortsætter hos.

- Det har jeg arbejdet ved i alle ni år, og det skal jeg også arbejde ved her i Danmark, hvor vi har en afdeling i Silkering

Selvom de ni år i Spanien har været ni gode år for Paw Værnhøj, har det også betydet, at familien ikke er blevet set så ofte. Det er også med til at trække sæbynitten hjem til Danmark.

- Jeg tænkte, at hvis ikke det er nu, hvornår bliver det så? Der var nogle familiære omstændigheder, der gør, at vi også gerne vil hjem. Jeg vil gerne tættere på familien. Det var det rigtige tidspunkt, sagde min mavefornemmelse.

Han er til at starte med flyttet hjem til sine forældre, der stadig bor i Sæby, indtil jul. Han ved heller ikke endnu, hvad der skal ske, men han har en plan.

- Jeg regner med at blive i Nordjylland, så jeg kan være tæt på familien, så det bliver nok den klassiske med Aalborg. Jeg har ikke så travlt endnu.

Det var ikke kun Sangria, kammerater og solskin, Paw Værnhøj skulle sige farvel til, da han for nogle uger siden satte kursen nordpå. Han skulle også sige farvel til sin store fodboldkærlighed: Real Betis.

Klubben, der er atypisk at holde med for en udlænding, tog Paw Værnhøj med storm, da han første gang var på stadion.

- Jeg var inde og se en kamp, og så blev jeg bare forelsket. Det var nærmest alt andet end fodbolden. Menneskene, fansene, stemningen, stadion, hymnen og farverne… det var bare kærlighed. Det er ikke noget, jeg har oplevet før på den måde. Det var kærlighed ved første blik.

Afskeden med Real Betis – og især sidste hjemmekamp – var derfor også en hård omgang for nordjyden.

Inden kampen gik han og sagde farvel til sine kammerater, men i pausen tog capoen (ham, der styrer slagsangene, red.) ordet og sagde noget om Paw, inden fansene begyndte at synge hans navn.

- Det var overhovedet ikke noget, jeg forventede. De ville derfor gerne hylde mig. Det var stort. Så sang de mit navn. Der kunne jeg heller ikke holde tårerne tilbage.