Gå til hoved-indhold
19. november 2023 - kl. 15.11

En fantastisk aften i Maskinhallen med Dissing og Las

  • 1 af 4
    Jonas Dissing spillede akustisk guitar a la Povl Dissing.
  • 2 af 4
    Rasmus Dissing, Las Nissen og Jonas Dissing er på jubilæumsturné. Lørdag aften gæstede de Frederikshavn.
  • 3 af 4
    Las Nissen lagde med sin elektriske guitar et sublimt afdæmpet spil, der til tider brød ud i skarpe soli.
  • 4 af 4
    Instrumentalt lagde Rasmus Dissings keyboard en solid base.
Af  Jørn Spelling

Lørdag aften stod der Dissing, Dissing og Las på plakaten i Maskinhallen i Frederikshavn. I anledning af, at det er 30 år siden, brødrene Jonas og Rasmus begyndte samarbejdet med deres nu afdøde far, Povl Dissing, er de på en jubilæumsturne sammen med Las Nissen, der i parentes bemærket "kun" har været med i 25 år.

Det blev en aften med genhør af mange af de gamle sange, og meget passende begyndte aftenen med ”Jeg er en tosset spillemand”, hvor Rasmus gav den hele armen som den tossede spillemand.

Det blev begyndelsen til en aften, hvor der både var plads til grin og gråd, finurlige sangtekster og historier fra brødrenes barndom, hvor de bandt andet blev underholdt med bedstemoderens sange som ”Giv mig en hest mor” hjerteskærende fremført at Jonas Dissing, der her krængede hele sjælen ud i den sørgelige sang.

I det hele taget var der mange triste sange i Povls repertoire, og når de blev sunget af Jonas og Rasmus, var det næsten som at opleve Povl himself.

Vi fik også sange fra den flippede periode, ”Snehvidekys” fra albummet ”6 Elefantskovcikadeviser” og fra Grønlandsalbummet ”Krakemut Mat Dissing”. Her fik vi ”Fjældgængeren” og ”Kagssagssuk”, hvor publikum fik lejlighed for at synge med på Aiaiai-omkvædet. ”Nøgne øjne” var fra samarbejdet med The Beefeaters, og således kom vi vidt omkring.

Alle sange blev ledsaget af fyldige introduktioner og hyggesnak både på scenen og ud til publikum. Det var tydeligt, at trioen er en gennemarbejdet enhed, der kendte hinanden ud og ind, for - som de selv sagde – af de 25 år var de 17 nok tilbragt sammen i bil, hvor man, indtil smartphonen holdt sit indtog, snakkede om alt mellem himmel og jord.

Vokalerne gik på skift mellem de tre, og vi fik også nogle af de sange, Las Nissen havde skrevet til Povl Dissing. Samspillet mellem Dissingernes lyse stemmer og Nissens dybe stemme var helt perfekt.

Instrumentalt lagde Rasmus’ keyboard en solid base, mens Jonas spillede akustisk guitar a la Povl Dissing. Endelig lagde Las Nissen med sin elektriske guitar et sublimt afdæmpet spil, der til tider brød ud i skarpe soli.

En vellykket aften sluttede meget passende med ”Go’ nu nat”, og vi kunne forlade Maskinhallen beriget med en fantastisk aften.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...