Gå til hoved-indhold
01. juni 2024 - kl. 00.06

Erhvervspraktik i folkeskolen og fritidsjob er væsentligt for erhvervsudviklingen

  • 1 af 1
Af  John Karlsson og Anders Brandt Sørensen

Formand John Karlsson, METAL Vendsyssel, og Anders Brandt Sørensen, som kandiderer til at blive Socialdemokratiets næste borgmesterkandidat, har skrevet dette indlæg: Den nye folkeskolelov, der bl.a. fokuserer på erhvervspraktik i folkeskolen, er et skridt i den rigtige retning. Det er positivt for både elever og samfundet som helhed. Erhvervspraktikken kan sammen med et øget fokus på unges fritidsarbejde være med til at styrke vores lokale i arbejdsmarked i kommunen.

Erhvervspraktik giver eleverne en unik mulighed for at opleve arbejdslivet på nært hold. De kan afprøve forskellige brancher og erhverv, hvilket hjælper dem med at træffe mere informerede valg om deres fremtidige karriere. Samtidig opbygger eleverne netværk og etablerer kontakter med virksomheder og fagfolk i en ung alder.

For at sikre en vellykket implementering af erhvervspraktik i Frederikshavn Kommune skal vi vedligholde det tætte samarbejde, vi har i kommunen mellem virksomheder, arbejdstagerorganisationer og kommunen – den lokale trepart. Vi skal facilitere, at netværksmøder, informationsmøder og praktikpladskoordinering foregår gnidningsfrit og med fokus på den enkelte elevs ønsker. Jo bedre forbindelsen mellem skoler og virksomheder er, desto lettere bliver det at finde relevante praktikpladser.

Eleverne skal have mulighed for at vælge praktikperioder, der passer bedst til deres individuelle behov. Dette kan omfatte både kortere og længere praktikophold. Og nogen gange foregår praktikperioden længere væk eller også er det mere hensigtsmæssig i en anden uge end den, "der ligger fast". Vi skal derfor arbejde for, at praktikperioden er fleksibel med fokus på den enkelte elevs ønsker.

Desuden vil en øget grad af fritidsarbejde blandt unge, som regeringen foreslår, give ansvar og erfaring uden for skoletiden. Det lærer de unge værdien af arbejde, økonomi og samarbejde. At have et fritidsjob lærer desuden de unge at balancere skole, fritid og arbejde. Det styrker deres selvstændighed og evne til at prioritere. Vi skal tage fat på, hvordan vi lokalt som kommune kan indgå som formidler mellem arbejdsgiver og unge, som ønsker et fritidsarbejde. Og som altid, når den slags skal lykkes, så skal vi gøre det sammen med arbejdsmarkedets parter.

 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...