Gå til hoved-indhold
23. oktober 2026 - kl. 00.10

Et vejrskifte kan komme pludseligt: Mange vendelboer får ikke skiftet dæk

  • 1 af 1
    Selvom det går den rigtige vej, glemmer mange vendelboer stadig det vigtige dækskift. Det kan have konsekvenser for trafiksikkerheden, advarer GF Forsikring. Foto: Christian Lindgren, ScanpixPro
Af: Michael Frederiksen

Ny lov og højere bøder har fået flere bilister i Vendsyssel til at huske det vigtige skift fra sommer- til vinterdæk, men i landsdelen hænger tusindvis stadig i bremsen. Får man ikke skiftet, er det farligt for trafiksikkerheden, lyder det fra GF Forsikring.

Årets koldeste måneder venter lige om hjørnet, hvor vand, slud og kulde gør det sværere for biler med sommerdæk at få vejgreb.

Det er særligt vigtigt at notere sig, hvis man ejer en af de knap 290.000 personbiler, som ifølge Danmarks Statistik er indregistreret i Nordjylland. Statistisk set glemmer tusindvis nemlig at få skiftet sommerdækkene ud med vinter- eller helårsdæk.

- Det kan måske virke som en lille ting at få skiftet dækkene, men det har stor betydning. Vinterdækkene er mest sikre i vinterhalvåret, fordi deres gummiblanding og mønster giver bedre vejgreb og er bedre til at dræne vand. Vover man sig rundt på sommerdæk om vinteren, kan det være som at gå på stylter på en skøjtebane, siger Martin Rundager, direktør for Skadehjælp i GF Forsikring.

Det bakker de op om i GF Fonden, som arbejder målrettet på at fremme sikkerheden, trygheden og den gode adfærd i trafikken.

- Når vintervejret rammer, er de valg, vi træffer som bilister, afgørende for sikkerheden på vejene. Vinterdæk er ikke bare en teknisk detalje, men et aktivt valg om at tage ansvar for både egen og andres sikkerhed. Selv små tiltag kan være med til at forhindre alvorlige ulykker, siger uddelingschef i GF Fonden, Helle Nielsen.

I en undersøgelse foretaget af A/B Analyse for GF Forsikring i slutningen af 2025 indrømmede 43 procent af respondenterne, at de inden for de seneste fem år havde glemt det vigtige skift. Men heldigvis ser den generelle tendens ud til at køre i den rigtige retning. Da Rådet for Større Dæksikkerhed gennemførte deres årlige dæktælling i januar 2026, var kun fire procent af bilerne nemlig på sommerdæk. Det er historisk lavt.

Udsigt til høj bøde virker
En del af årsagen til at flere skifter dæk kan blandt andet findes i en lov fra sidste år. Den stiller krav om ’vinteregnede dæk i vinterføre’, og kører man alligevel på sommerdæk, risikerer man en bøde på 4.000 kr.

En høj bøde bør dog ikke være udslagsgivende for, om man færdes sikkert i trafikken, lyder det fra Tina Philipsen, daglig leder af GF Nord, som blandt andet dækker Frederikshavn Kommune. Her finder man over 28.000 af landsdelens indregistrerede biler.

- Her i Vendsyssel kan der godt være langt mellem a og b, og vi færdes en del bilister på vejene. Derfor er det så vigtigt, at vi gør vores bedste for at passe på os selv og hinanden, og det involverer også det helt rigtige udstyr til bilen. De fleste vælger at huske sig selv på at få skiftet dækkene, men man kunne for eksempel overveje en fast aftale med værkstedet, så der kommer en automatisk påmindelse år efter år i stedet, siger hun.

Insisterer man på selv at holde øje med vejrets udvikling er tommelfingerreglen, at dækkene skal skiftes, når temperaturerne kommer under 7 grader celsius.

I det medlemsejede GF Forsikring gælder det solidariske princip om overskudsdeling, som betyder, at alle GF-medlemmer får del i et evt. overskud, når regnskabet gøres op sidst på året – uanset om man i årets løb har haft en skade eller ej. Det vil sige: Jo færre skader og omkostninger i årets løb, jo mere overskud er der til alle. Så når GF Forsikring løbende giver medlemmerne gode råd om, hvordan de bedst forebygger skader, er det hjælp til selvhjælp - både menneskeligt, samfundsmæssigt og økonomisk for den enkelte.

De vigtigste regler om dæk i vinterføre:

  • Sommerdæk er ikke lovlige at køre med i sne, is, sjap eller frost.
  • Du må gerne køre med helårsdæk, hvis de er mærket med M+S eller 3PMSF (bjergtop med snefnug)
  • Krav til dækmønster er øget for køretøjer over 3.500 kg: Minimum 1,6 mm i hovedmønsteret.
  • Politiet afgør, om dækkene er egnene til det aktuelle vinterføre.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...