Gå til hoved-indhold
13. september 2022 - kl. 11.09

Fantastisk første halvår - mørke skyer i horisonten

  • 1 af 2
    FOTO: Presse
  • 2 af 2
    - Set over år til dato kan vi slet ikke få armene ned, siger direktør i Destination NORD, Tonny Skovsted Thorup.
Af: Kanal Frederikshavn

Foråret var fantastisk, og første halvår slog rekorder i Destination NORD. Nu har Danmarks Statistik netop opgjort overnatningstallene for juli, og de er mere på niveau med normalåret 2019. Det kan være en indikator for en potentiel opbremsning i de vilde overnatningstal.

Det samlede antal overnatninger i Destination NORD lå i juni i år 100.000 overnatninger over normalåret 2019, og også årets første måneder slog historiske rekord.

I juli er der sket et lille fald i antallet af overnatninger i Destination NORD fra cirka 770.000 i juli 2019 til cirka 762.000 i juli 2022.

- Set over år til dato kan vi slet ikke få armene ned. Nordmændene vendte tilbage, svenskerne viste fornyet interesse for at rejse hertil, og samtidig fastholdt vi det høje niveau af tyske og danske overnatninger. I en frisk rundringning, vi netop har foretaget, melder flere af de store attraktioner og events om en særdeles god sommer, både målt på antal besøgende og på omsætning, siger direktør i Destination NORD, Tonny Skovsted Thorup.

- Men mange danskere rejste udenlands i juli, og det påvirker tallene. Samtidig kan vi, når vi ser ud af forruden, være bekymret for, om udviklingen på længere sigt er ved at vende.

Meget tyder nemlig på, at privatforbruget er ved at ændre sig på grund af stigende inflation, energi- og brændstofpriser. For eksempel melder restaurationsbranchen, at der bliver holdt tilbage med restaurantbesøg.

- Samtidig bliver det dyrere at være turismevirksomhed, og vi ser ind i et efterår og en juletid, hvor flere måske vil vælge at slukke lysene og skrue ned for varmen og de større energislugende events og aktiviteter. Det kan tilsvarende skrue ned for rejselysten på vores nærmarkeder. Sandsynligvis er det i første omgang tyskerne, som normalt rejser hertil i bil og overnatter i feriehuse, der vil overveje turen en ekstra gang. Siden kan også svenskerne og nordmændene potentielt vælge os fra, særligt hvis færge- og flyrejser bliver dyrere, siger Tonny Skovsted Thorup.

Det kan for turismeerhvervet betyde, at markedsføringen i 2023 i højere grad end i år skal målrettes danskerne i stil med udviklingen under corona. Danskerne har været loyale gæster i Destination NORD hele 2022. År til dato har der været lige så mange danske overnatninger som i corona-året 2020.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...