Gå til hoved-indhold
15. november 2023 - kl. 10.11

FfI Håndbold rykker med endnu en sejr op på tredjepladsen i 3. division

  • 1 af 1
    Rutinerede Lene Kragh i gennembrud i kampen i aftes mod Trekroner. Foto: Martin Nielsen
Af  Martin Nielsen

FfI Håndbold tog en god sejr over Trekroner IF på 24-20 i tirsdagens 3. divisionskamp.

For anden kamp i træk startede FfI med at komme bagud 0-2 og havde de første fem-syv minutter svært ved at få spillet til at hænge sammen. Kvalerne i angrebet fik heldigvis ikke de store konsekvenser, da forsvaret var fysisk stærkt, og dem, der kom igennem, tog FfIs keepere sig af.

Hele første halvleg var mere eller mindre en kamp, der bølgede frem og tilbage, og først i slutningen af halvlegen fik FfI for alvor fodfæste.

Trekroner er en stærk modstander, som ikke er bange for at spille til grænsen. Det var tydeligt i gårsdagens kamp, at de kom til Frederikshavn for at vinde og matche FfI's fysiske spil.

FfI har heldigvis masser af rutinerede spillere på holdet, som holder hovedet koldt i de pressede situationer, og det blev udslagsgivende i første halvleg, som endte 11-9.

I pausen fik FfI's træner, Oli Kecman, rettet lidt i taktikken, og anden halvleg blev en helt anden kamp. Et sprudlende hjemmehold gav den fuld gas på banen og skubbede sig hurtigt op på 14-10.

Fint opsatte angreb kombineret med flot stregspil gav mange mål, og kontramaskinen dukkede op, når der var chancer for hurtige mål fra fløjene. Kynismen var tilbage, omend trætheden satte ind, da FfI kom foran 21-14. Trekroner trak ind, men igen var forsvaret og FfI's keepere på plads.

Sejren føltes ikke sikker i første halvleg, men anden halvleg fik folk op af stolene. Bredden er dog et issue på FfI's hold. Bænken består primært af U19-spillere, som leverer ganske fint, men med Ea Svendsen og Mette Olesen ude er der ikke mange pauser til de bærende kræfter, og det så man konsekvensen af i de sidste fem minutter af kampen. FfI's startopstilling er dog uden tvivl en af puljens absolut bedste.

FfI Håndbold er nu oppe på tredjepladsen i 3. division, kun to point efter Aars HK og Aalborg HK 2. FfI skal først i aktion igen 28. november ude mod Visse 2.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...