Gå til hoved-indhold
23. september 2024 - kl. 11.09

Flot sæsonstart på isen for FSF - vandt 10 medaljer i Vojens

  • 1 af 10
  • 2 af 10
  • 3 af 10
  • 4 af 10
  • 5 af 10
  • 6 af 10
  • 7 af 10
  • 8 af 10
  • 9 af 10
  • 10 af 10
Af: Michael Frederiksen

Skøjteløberne fra Frederikshavn Skøjteforening (FSF) vandt 10 medaljer ved sæsonens første konkurrence - Dansk Skøjte Unions Efterårskonkurrence, som blev afviklet i weekenden i Vojens.

Sæsonens første konkurrencer mødes altid med stor forventning, da der sædvanligvis er rigtig mange løbere, der henover sommeren har fået lavet både nye programmer og nye kjoler, og det var også tilfældet i Vojens i weekenden, hvor mange viste deres nye flotte programmer.

FSF stillede med 18 af klubbens konkurrence- og mesterskabsløbere. Der manglede stadig en lille håndfuld, som af forskellige årsager ikke havde meldt sig klar.

Ud af de 18 løbere var der debut til tre løbere i konkurrencerækkerne, idet Marie Calundan, Isabella Geckalan og Matilde Bregnhøj alle deltog i deres første K-konkurrence, efter at de sidste sæson bestod det adgangsgivende krav til at rykke fra Funskate til konkurrenceløber. Alle tre piger gjorde det flot, og for Marie lykkedes der endda at snuppe en podieplads, idet hun flot vandt bronze i den yngste række Cubs K (8-10 år).

I den lidt ældre række Springs K1 (10-12 år) vandt Frederikke Hagen Vorum sølv. Frederikke har fra næste konkurrence valgt at rykke op i den lidt bedre K2-række, hvor man må springe dobbeltspring. I samme række blev det til en ottendeplads til debutanten Isabella Geckalan og en 11. plads til Noa Winther Jensen, som desværre glemte en del af sit program og dermed mistede en del point. Noa fik dog afsluttet sit program stærkt med blandt andet en flot Axel.

Matilde Bregnhøj fik en fin debut i Debs K1 (12-13 år), hvor hun sammen med klubkammeraten Alberte Høeg Østergaard landede lige uden for podiet på henholdsvis en fjerde- og femteplads. Man kunne tydeligt se, at begge piger nød at løbe deres nye flotte programmer.

I Debs K2 blev det til den helt store succes for FSF-løberne, idet Josefine Toft Bregnhøj vandt guld, selv om der var et par kiks i piruetterne, og Matilde Maysfelt vandt sølv med sit nye flotte program til sangen Euphoria.

I Novice K1 (13-16 år) vandt Astrid Uggerhøj Schioldan bronze. Også Astrid har fået lavet et nyt smukt program og kjole, som passer perfekt til hende. I samme række var der også comeback til Caroline Hagen Dam, som har holdt pause fra skøjteløbet, og som derfor ikke har stillet op til en konkurrence i mere end to år.

Karen Trekær Bech vandt suverænt guldet i Novice K3 med et smukt og stort set fejlfrit program. Karen har en fantasisk evne til at vise stor indlevelse i musikken, og det blev hun også fortjent belønnet for i weekenden.

I Junior K1 (16-19 år) vandt Alberte Kondrup Madsen endnu en medalje til sin efterhånden store og imponerende samling af medaljer, da hun tog sig af sølvmedaljen i rækken.

I Mesterskabsrækkerne er Caroline Toft Bregnhøj og Augusta Hagen Dam i denne sæson rykket op fra Cubs M til Springs M, og begge piger er blevet mere udfordret i deres programmer med mange dobbeltspring, som desværre gav dem lidt udfordringer i weekenden. Pigerne viste dog den sejhed, som skøjteløbere også er lavet af, og tog det med oprejst pande. Det blev til en placering som nummer fire til Augusta og syv til Caroline.

I Debs M skulle Annabel Bøger og Maja Gosvig Valeur for første gang løbe to programmer. Maja har fået lavet to helt nye programmer, mens Annabel genbruger programmet fra sidste sæson og således kun har fået lavet et nyt langt program. Maja førte knebent foran Annabel efter det korte program, men i det lange sejrede Annabel, så det blev til en samlet førsteplads til Annabel og en andenplads til Maja, som i øvrigt for første gang forsøgte sig med en dobbelt Axel i både det korte og lange program.

Astrid Møller Carlsen og Sara Maya Pruteanu, som begge er 13 år, er netop rykket op i Novice M, hvor man må være helt op til 16 år. Som førsteårs i rækken gjorde pigerne det godt. Astrid lå efter det korte program nummer to med Sara Maya lige bagved på en tredjeplads. I det lange program var Astrid dog lidt udfordret med flere af dobbeltspringene og landede lige uden for podiet på en samlet fjerdeplads, mens Sara Maya avancerede til en samlet andenplads. Begge piger har fået lavet nye lange programmer, som viser den forskellighed, som skøjteprogrammer også kan have. Astrids i den mere seje stil med fede og anderledes bevægelser, og Sara Mayas i den smukke klassiske og yndige stil - men begge programmer utroligt flotte og perfekte til pigerne.

FSF’s juniorlandsholdsløber Camilla Poulsen deltog ikke i Efterårskonkurrencen, da hun på tirsdag rejser til Gdansk i Polen sammen med cheftræner Kristín Haftborsdottir for at deltage i Junior Grand Prix, som hun er udtaget til af Dansk Skøjte Union, og om 14 dage tager 15 løbere til Hvidovre for at deltage i HSK Cup, hvor konkurrencen forventeligt bliver hårdere end i Vojens med deltagelse af endnu flere klubber og løbere.

Samlede resultater fra Efterårskonkurrencen 2024:

K-rækkerne:
Cubs K:
Nr. 3 Marie Calundan (15,30 point) debutant

Springs K1:
Nr. 2 Frederikke Hagen Vorum (20,32 point)
Nr. 8 Isabella Geckalan (13,52 point) debutant
Nr. 11 Noa Winther Jensen (11,63 point)

Debs K1
Nr. 4 Matilde Bregnhøj (16.24 point) debutant
Nr. 5 Alberte Høeg Østergaard (15,34 point)

Debs K2:
Nr. 1 Josefine Toft Bregnhøj (27,70 point)
Nr. 2 Matilde Maysfelt (24,47 point)

Novice K1:
Nr. 3 Astrid Uggerhøj Schioldan (18,36 point)
Nr. 7 Caroline Hagen Dam (14,97 point)

Novice K3:
Nr. 1 Karen Trekær Beck (39,08)

Junior K1:
Nr. 2 Alberte Kondrup Madsen (21,67 point)

M-rækkerne:
Springs M:
Nr. 4 Augusta Hagen Dam (23,49)
Nr. 7 Caroline Toft Bregnhøj (22,78)

Debs M:
Nr. 1 Annabel Bøger (58,86 point)
Nr. 2 Maja Gosvig Valeur (57,87 point)

Novice M:
Nr. 2 Sara Maya Pruteanu (63,52 point)
Nr. 4 Astrid Møller Carlsen (58,48 point)

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...