Forårsrevyen: En aften, hvor stjernedrys blev spredt ud til os alle
Hvis du ikke allerede har købt billet, så gør det. Forårsrevyen havde premiere fredag aften på Gaardbogaard ved Ålbæk, og revyen spiller til og med 14. marts. "Vi oplevede en aften fyldt med stjerneskud - serveret på scenen af topprofessionelle kunstnere med et repertoire, der spænder vidt", fortæller Lilly Pedersen.
Hun er formand for Frederikshavn Teaterforening og havde valgt at opleve premieren.
- Det var en fornøjelse at sætte sig i salen, nyde den lækre mad fra Holmbergs Køkken, den gode service og så afvente, at lyset på scenen blev tændt. Stemningen i salen var tæt, snakkende, og alle var bare forventningsfulde. Vi fik til fulde vores forventninger opfyldt. Det er en strålende revy, der indeholder numre med alt, hvad hjertet kan begære. En aften, hvor stjernedrys blev spredt ud til os alle, siger Lilly Pedersen.
Publikum fik satire, små frække anekdoter og skønne sange. Det hele tilsat dejlig musik sat sammen efter tekster fra mange udbydere.
- Vi fik liv i Elling, der nu har krudt i r…., og vores nye borgmester Jon Andersen glæder de sig til at lære at kende, så han også kan få sit vers. Dating.com – spørg lige, om vi fik besøg af en sexet mand, ja, mon ikke, han kunne rulle med hofter, øjne og ja, kom selv og se, opfordrer Lilly Pedersen.
Forårsrevyen var også klar med et nyt par, som skal tage over efter Keld og Hilda. Det søde par Kurt og Helga vil dog skændes resten af livet og blive ved.
Den helt særlige bogholder Esben er blev bæredygtig. Det har han hørt, at kvinder godt kan lide. Han har fået to tusser. Måske du får dem at se, for den kedelige bogholder ruller sig igen ud, så alle i salen ligger flade af skønne grin.
- Det er en revy, vi kan være stolte af. Der er så mange gode, indholdsrige tekster, der siger noget om vores samfund, skønne sange, der bliver fremført af alle på scenen, hvor Lisbeth Lykkegaard med sin skønne stemme slår igennem. Anja Lønborg kan det hele – med charme, energi og gnist tænder hun op under scenen. Jonas Lønborg David er en multikunstner om en hals. Han kan det hele med stilsikker charme og komik i topklasse. Mads Alexander Meyer Vestergaard, her er en mand, der kan trylle med sit talent, som toastmaster, han nørder med sit talent og det giver bonus. Dorthe Pedersen, den ukronede revydronning, kan skabe de helt særlige kvindefigurer, og ja, jeg tror, hun kan alt, og det gør hun, siger Lilly Pedersen.
Aftenen blev en fejring af Dirch Passers 100 års fødselsdag. Det var sødt, kærligt og sjovt.
Slutnummeret var en medley over en del af de store Grand Prix-sange igennem tiden. Her gik de all in og fik os alle med. Klapsalverne tog fart og alle stod op for at sige tusind tak for i aften.
Vi fik igen en aften på Gaardbogaard, der sagde spar to. Tak til alle de frivillige, tak til manden bag det hele formand Søren Hjortnæs. Jeg glæder mig allerede til næste år, forsikrer Lilly Pedersen.





































