Fra krig til fred: To helt forskellige møder om ammunitionsfabrikken i Elling
Fra krig til fred. Det var skarpt trukket op situationen, da Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK) og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) onsdag afviklede informationsmøde i Frederikshavn og borgermøde i Elling om den kommende ammunitionsproduktion i Elling.
Bølgerne gik højt onsdag eftermiddag i Palads Teatret i Frederikshavn, hvor de 140 nærmeste naboer var inviteret. Det hjalp ikke, at ETK og FMI sørgede for, at der blev serveret popcorn i den flotte biografsal.
Naboer til Nammos ammunitionsfabrik forventede i første omgang, at de ville blive pålagt restriktioner, men efter 10 måneders ventetid er restriktionerne droppet i den yderste sikkerhedszone.
- Nu kan vi ikke engang se frem til en kompensation, så vi kan komme videre, for ekspropriation er helt ude af billedet nu, siger Tina Bendtsen til DR.
Tony Lenda bor 300 meter fra fabrikken, som forventer at påbebgynde produktionen i slutningen af 2027.
- Mit blod koger. Det er fint nok, at man skal have en ammunitionsfabrik, men jeg kan godt blive frustreret og hidsig over, man tromler over ganske almindelige mennesker, udtaler han til DR.
Direktør Per Pugholm Olsen, FMI, som er projektleder for opførelsen af ammunitionsfabrikken, undskyldte og beklagede den mangelfulde information.
Til gengæld kunne han med tilfredshed konstatere, at stemningen var anderledes fredfyldt til aftenens borgermøde i Bannerslundhallen i Elling. Her dukkede godt 300 mennesker op.
De første 40 minutter handlede ellers i høj grad om, hvad der sker, hvis fabrikken springer i luften. Direktør Morten Rasmussen, Nammo, forklarede, at de metertykke mure gør, at borgerne i Elling på ingen møde skal være nervøse.
Politiet pointerede, at det er en lang og grundig proces at give Nammo tilladelse til at opbevare eksplosivstoffer sikkert og forsvarligt. Processen er i fuld gang.
Vicedirektør Henrik Sørensen, ETK, oplyste, at byggeriet følger tidsplanen. Sidst på året er håndværkerne færdige udenfor, hvilket betyder mindre støj. Der er foretaget over 5.000 jordprøver. En sø i området nedlægges, men alle padder i søen flyttes over i en ny sø, som etableres.
Morten Rasmussen oplyste, at Nammo p.t. har ansat 15 medarbejdere, som indtil videre har til huse i Kattegat Silo i Frederikshavn.
- Det er gode, kompetente folk fra nærområdet. Jeg forventer, at det fortsætter, og vi kommer udelukkende til at bruge dansk arbejdskraft, fastslog direktøren.
Han forventer, at Nammo ansætter 100-120 medarbejdere.
Installation af produktionsudstyr påbegyndes i de første måneder af 2027, og næste sommer og efterår vil der være omfattende test og kontrol af produktionen, inden den begynder i slutningen af året.
Borgermødet blev afsluttet med spørgsmål fra de fremmødte. Bortset fra en bekymret borger, som ville vide mere om en eksplosion på en ammunitionsfabrik 13. august i år i Italien, var der ingen nervøsitet, utryghed eller utilfredshed at spore hos de få, som havde spørgsmål.
- Jeg er helt tryg. Vi får en ny og moderne fabrik, som er bygget efter helt andre standarder end "Krudten" (den gamle fabrik, red.), sagde Kurt Kristensen fra Elling, da han forlod Bannerslundhallen.






































