Frederikshavn Forsyning: Anker Laden-Andersen ny bestyrelsesformand
Forud for byrådsmødet onsdag aften holdt byrådet ekstraordinær generalforsamling i Frederikshavn Forsyning A/S med henblik på godkendelse af vedtægter samt valg af medlemmer til bestyrelsen for Frederikshavn Forsyning A/S.
Generalforsamlingen godkendte bestyrelsens foreslåede ændringer af selskabet vedtægter. Det betyder, at to af de generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer skal være byrådsmedlemmer, at der vælges en bestyrelsesformand, som ikke er byrådsmedlem, og at næstformanden skal være et byrådsmedlem.
Generalforsamlingen genvalgte Erik Kyed Trolle og Peter Bak Frigaard som medlemmer til Forsyningens bestyrelse. Som nye medlemmer valgtes Anker Laden-Andersenog Thomas Hjort i stedet for Peter Høstgaard-Jensen og Christina Lykke Eriksen.
Herefter valgte generalforsamlingen Anker Laden-Andersen som formand og Thomas Hjort som næstformand. Anker Laden-Andersen er tidligere partner hos advokatfirmaet HjulmandKaptain og besidder en række bestyrelsesposter, herunder næstformand i Jyske Bank. Thomas Hjort er medlem af byrådet for Dansk Folkeparti og formand for Udvalget for Ældre, Social og Handicap.
Udover de generalforsamlingsvalgte medlemmer består Forsyningen bestyrelse af medarbejderrepræsentanterne Jan Karlsson og Mette Aackmann.
I forbindelse med årets første bestyrelsesmøder 5. februar holdes der ekstraordinær generalforsamling i Forsyningens otte datterselskaber, hvor der ligeledes skal godkendes vedtægter, vælges bestyrelsesmedlemmer samt formand og næstformand.




































