Gå til hoved-indhold
03. december 2025 - kl. 09.12

Frederikshavn Handelsskole vil give gymnasieelever større indsigt i den maritime branche

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Frederikshavn Handelsskoles handelsgymnasium er ét af fem gymnasier i et nyt landsdækkende projekt, der med støtte fra Orient’s Fond skal give gymnasieelever større indsigt i karrieremuligheder inden for det maritime.

Frederikshavn Handelsskole er nabo til Frederikshavn Havn, som sammen med maritime aktiviteter på Skagen Havn og Strandby Havn udgør en af landets stærkeste maritime klynger. Allerede i dag har skolen et godt samarbejde med de maritime virksomheder, men der bliver nu endnu større fokus på den lokale styrkeposition i undervisningen.

Projektet "Den maritime verden i et karriereperspektiv" samler Frederikshavn Handelsskoles handelsgymnasium, Aarhus Business College, Rybners Handelsgymnasium, Rysensteen Gymnasium og Det Internationale Gymnasium (Niels Brock) i et unikt partnerskab.

Med støtte fra Orient’s Fond er målet klart: at give eleverne konkret viden, praktiske erfaringer og globale perspektiver på en branche, der er afgørende for både dansk erhvervsliv, den grønne omstilling samt kulturel forståelse i international kontekst.

- Vi er meget glade for, at vores elever gennem dette projekt får mulighed for at blive endnu klogere på den maritime industri – et stort og betydningsfuldt erhverv i vores område. En af landets stærkeste maritime industrier findes her og med mange spændende karrieremuligheder, som vi gerne vil åbne elevernes øjne for. Med projektet kan vi virkelig skrue op for den praksisnære undervisning, hvor eleverne møder virkeligheden, som er kendetegnende vores uddannelser, siger Charlotte Møller Jensen, uddannelseschef for HHX på Frederikshavn Handelsskole.

Allerede i dag tager Frederikshavn Handelsskole på virksomhedsbesøg på havnen, har historieundervisning med fokus på den lokale maritime historie og har maritime virksomheder med til karrieredag på skolen. Men nu bliver der endnu større fokus på at gøre skibsfart, shipping, offshore, logistik, klima og bæredygtighed synligt for eleverne i en praksisnær undervisning tæt på erhvervet.

- Er der nogle lokale maritime virksomheder, som ønsker at komme tættere på vores elever og har gode idéer til samarbejde, så er de meget velkomne til at kontakte os, siger Charlotte Møller Jensen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...