Gå til hoved-indhold
19. november 2023 - kl. 11.11

Funskateløbere fra FSF vinder otte medaljer i Esbjerg

  • 1 af 4
  • 2 af 4
  • 3 af 4
  • 4 af 4
Af: Michael Frederiksen

Funskateløberne fra Frederikshavn Skøjteforening (FSF) havde lørdag en dejlig dag til sæsonens første konkurrence, som fandt sted i Esbjerg. Det lykkedes at vinde otte medaljer.

Efter at klubbens konkurrence- og mesterskabsløbere indtil nu i sæsonen har været til tre konkurrencer, var det endelig Funskateløbernes tur. En tur til Esbjerg er jo ikke bare en smuttur, men på trods heraf var der forældre til hele 25 af klubbens løbere, der valgte at tage turen til Esbjerg, så børnene kunne deltage.

- Ud af de 25 var der hele 12 af løberne, der havde debut i deres disciplin, og derudover er de fleste i denne sæson rykket op i nye og sværere rækker, så at vende hjem med hele otte medaljer må siges at være ret imponerende, lyder vurderingen fra FSF.

For fire af løberne på klubbens Skøjteskolehold var det faktisk noget helt nyt at deltage i en Funskate-konkurrence. Lilli Nielsen, Josefine Lynge, Isabella Eriksen og Victoria Krushave Honoré, som netop har bestået mærke 2, som er adgangskravet for at deltage, prøvede alle for første gang kræfter af med Funskate og stillede op i Elementrækken FunBubbles 2 (10-12 år). Alle pigerne gjorde det super godt, og for Victorias vedkommende blev det den helt store succes, da hun vandt en flot bronzemedalje i sin første konkurrence.

Også i den lidt yngre FunBubbles 1 (6-10 år), som var konkurrencens største række med hele 20 deltagere, var der FSF-løbere på podiet. Josefine Møller Nielsen vandt guld, mens Goda Kairiukstyte, som faktisk kun lige er fyldt syv år, vandt sølv. I samme række deltog også Nova Lyngby Pape og Ugne Kairiukstyte, der også gjorde det rigtig godt.

I FunFlakes 2 (10-12 år), som er for løbere med tre beståede mærker, var der også guld til en FSF-løber, idet Celine Møller Nielsen, som netop er rykket op i FunFlakes, viste elementerne så flot, at hun kunne stille sig øverst på podiet med guldmedaljen om halsen. Marie Sørensen deltog også i denne række og er ligesom Celine nyoprykket, da hun netop har bestået det adgangsgivende mærke 3.

I FunFlakes 3 (12-15 år) deltog Andrea Sørensen, og i FunGlazes 3Y (12-15 år) deltog Victoria Rygh Jessen, Isabella Risgaard Bielefeldt og Josefine Risgaard Bielefeldt. Alle fire piger er ligesom Celine og Marie også rykket en række op i denne sæson og skulle dermed vise nogle lidt sværere elementer end sidste år. Pigerne viste de nye elementer flot og er en erfaring rigere inden næste konkurrence.

I Free-rækkerne var der hele otte FSF-løbere, der for allerførste gang skulle prøve at løbe deres helt eget program til konkurrence. Det er jo en noget anderledes oplevelse, da børnene her viser deres program til musik helt alene på isen ligesom konkurrence- og mesterskabsløberne, hvorimod de i Element-rækkerne er flere løbere på isen på samme tid.

Free-rækkerne er delt op i række 1 og 2, hvor løberne i række 1 har bestået mærke 4, og hvor løberne i række 2 har bestået mærke 5-7.

I Cubs 1 (6-10 år) havde FSF hele fire debutanter med - Silje Hagelskjær Petersen, Marie Calundan, Esther Trekær Bech og Hanna Jnana. Alle pigerne løb de fineste programmer og havde en skøn oplevelse. Der var nogle små kiks hist og pist, men også andre ting der lykkedes særdeles godt, og Hanna Jnana kunne i sin debut med program stille sig på podiet med en flot bronzemedalje om halsen.

I Cubs 2 (6-10 år) blev det den helt store succes for Isabella Mira Geckalan, der med sit flotte og charmerende program med både fine spring og piruetter vandt guld.

I Springs 1 (10-12 år) deltog tre FSF-løbere. Clara Caroline Banch og Siv Møller Egebak, som efterhånden er rutinerede Funskateløbere, og så var der også en flot debut til Merle Mikkelsen. Det lykkedes for Siv at vinde sølvmedaljen i rækken med et flot program.

I Springs 2 (10-12 år) deltog både Merle Thekla Sørensen og Matilde Bregnhøj. Merle havde desværre en mindre god dag, hvor en del af elementerne ikke lykkedes, men formåede stadig at have et smil på læben. Matilde løb sit program så flot, at hun vandt bronzemedaljen i rækken. Begge piger er netop i denne sæson rykket op fra række 1 til række 2 i Free.

I Novice 1 var der debut til både Sofie La Cour, Isabella Risgaard Bielefeldt og Josefine Risgaard Birkefeldt. Alle pigerne løb deres nye programmer flot og kan være rigtig stolte af deres præstationer. Det blev ikke til nogen podiepladser, men en flot debut for alle tre og en god oplevelse.

Det var en dejlig dag i Esbjerg, hvor der udover alt det, der skete på isen, også var tid til, at alle løberne og forældrene fik hygget sig med hinanden på tværs af holdene. Næste gang er det en noget kortere tur, Funskateløberne skal ud på, da næste konkurrence foregår i Aalborg i starten af februar måned.

Der er stadig åben for nye medlemmer fra ca. 3 år og op på FSF's begynderhold Skøjteskole, som træner hver onsdag kl. 16.45-17.30 og hver lørdag kl. 10.45-11.30 i hal 2 i Iscenter Nord. Ved interesse mød da bare op eller kontakt klubben på frederikshavnskojteforening@gmail.com ved eventuelle spørgsmål.

Samlede resultater fra Funskate i Esbjerg:

Elementer:
FunBubbles 1 (mærke 2) (6-10 år):
Josefine Møller Nielsen nr. 1
Goda Kairiukstyte nr. 2
Nova Lyngby Pape
Ugne Kairiukstyte

FunBubbles 2 (mærke 2) (10-12 år):
Victoria Krushave Honoré nr. 3 (debutant)
Lilli Nielsen (debutant)
Josefine Lynge (debutant)
Isabella Eriksen (debutant)

FunFlakes 2 (mærke 3) (10-12 år):
Celine Møller Nielsen nr. 1
Marie Sørensen

FunFlakes 3 (mærke 3) (12-15 år):
Andrea Sørensen

FunGlazes 3Y (mærke 4) (12-15 år):
Victoria Rygh Jessen
Josefine Risgaard Bielefeldt
Isabella Risgaard Bielefeldt

Free (programmer):
Cubs 1 (mærke 4) (6-10 år):
Hanna Jnana nr. 3 (debutant)
Silje Hagelskjær Petersen (debutant)
Marie Calundan (debutant)
Esther Trekær Bech (debutant)

Cubs 2 (mærke 5-7) (6-10 år):
Isabella Mira Geckalan nr. 1

Springs 1 (mærke 4) (10-12 år):
Siv Møller Egebak nr. 2
Clara Caroline Banch
Merle Mikkelsen (debutant)

Springs 2 (mærke 5-7) (10-12 år):
Matilde Bregnhøj nr. 3
Merle Thekla Sørensen

Novice 1 (mærke 4) (12-15 år):
Sofie La Cour (debutant)
Isabella Risgaard Bielefeldt (debutant)
Josefine Risgaard Bielefeldt (debutant)

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...