Gå til hoved-indhold
14. december 2022 - kl. 09.12

Hotel Herman Bang udvider i avis-bygning

  • 1 af 2
    FOTO: Peter Marquard
  • 2 af 2
    Det er her i Nordjyske Mediers tidligere lokaler, at Hotel Herman Bang laver 15 nye værelser.
Af: Peter Marquard

Hotel Herman Bang udvider sin kapacitet, når hotellet til sommer er færdig med 15 nye værelser i Tordenskjoldsgade 2. Bygningen ligger lige overfor det nuværende Hotel Herman Bang og har hidtil har været anvendt af Nordjyske Medier.

- Bygningen er solgt til Stenhøj Ejendomme, og planen var, at der skulle indrettes lejligheder. Heldigvis er planen ændret, da jeg har fået lov at leje mig ind og indrette hotelværelser i stedet. I 2022 havde vi ofte alle vores 53 værelser booket, og for hele året var vores belægningsprocent over 80 procent, fortæller indehaver af Hotel Herman Bang Lars Dannervig, der har drevet hotellet siden 1999.

Nordjyske Medier har i de seneste år droslet ned for bemandingen i Frederikshavn. Senest er redaktionen blevet samlet i Hjørring. Dermed er der kun sælgere tilbage i Frederikshavn.

- De ledige lokaler opfylder det ønske om at udvide, som jeg længe har haft. Jeg har undersøgt muligheden for at bygge til i højden på vores egne bygninger, men det er temmelig omkostningstungt. Vi er i fuld gang med renoveringen på første sal og i stueetagen i de nye lokaler. På første sal laver vi 12 luksus hotelværelser på 25 kvadratmeter og nedenunder kommer der tre junior-suites, som kan bruges til gæster, der er her i længere tid. De kan for eksempel bruges af håndværkere og rejsemontører, og de kommer til at minde om små lejligheder, siger Lars Dannervig.

De nye værelser bliver lidt ekstra lækre i forhold til værelserne på det eksisterende Herman Bang. Der bliver egen parkeringsplads, franske altaner, AppleTV, kontinental senge fra JENSEN, kaffemaskiner med mere. Badeværelserne bliver ekstra store med rainshower brusere og andet lækkert.

- Gæsterne skal krydse gaden nogle få meter for at få morgenmad og bruge vores reception, så derfor forkæler vi gæsterne med lidt ekstra gode værelser. Vi ønsker at skabe nogle værelser, som har en høj standard og emmer af hygge. Det er netop den stemning, vores gæster på Herman Bang sætter så stor pris på, og den stemning skal føres ind i de nye værelser på den anden side af gaden. Vi har været i god dialog med Stenhøj Ejendomme og kommunen, så det hele er faldet hurtigt på plads. Med tanke på den høje belægningsprocent, som vi har haft gennem mange år, er jeg glad for, at vi med de nye muligheder ikke så ofte skal sige nej til gæster, som gerne vil overnatte hos os, understreger Lars Dannervig.

De nye værelser kan bookes fra 1. juni 2023, og navnet er ikke helt på plads endnu.

- Vi overvejer Herman Bang Annex, men det er ikke besluttet endnu. Samtidig går vi med overvejelser om, at renovere det gamle Mariehønen i Skolegade, hvor vi har 30 værelser. Men lige nu har vi fokus på projektet, som skal stå færdig til sommer, siger Lars Dannervig.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...