Nu er det sikkert: Karsten Thomsen valgt til ny borgmester
Frederikshavn Kommune fik mandag 21. oktober kl. 17.10 ny borgmester. Karsten Thomsen afløste Birgit S. Hansen. Det skete på et ekstraordinært byrådsmøde, hvor Birgit S. Hansen ikke var tilstede i byrådssalen.
Birgit S. Hansen har fået nyt job i KL, og derfor skulle der findes en afløser. Socialdemokratiet pegede på Karsten Thomsen, og han blev valgt uden modkandidat.
Venstres seks medlemmer undlod at stemme.
- Da vi hørte, at der skulle vælges ny borgmester, rakte vi hånden ud for at trække en streg i sandet, men det var ikke muligt, så vi undlader at stemme, forklarede gruppeformand Jan Bjeldbak (V).
Venstre var seks medlemmer på dagens møde, idet løsgængeren Peter Sørensen blev afløst af Jørgen Engbjerg (V).
Også Jes Nygaard (DD) undlod at stemnme.
Jens Borup (V) tog ligeledes ordet, fordi han noterede sig, at Birgit S. Hansen manglede i byrådssalen.
- Birgit har altid sagt, at hun står på broen og tager sit ansvar. Det ser vi nu resultatet af, nåede Jens Borup at sige, inden 1. viceborgmester Peter E. Nielsen (A), der var mødeleder i Birgit S. Hansens fravær, afbrød ham med begrundelsen om, at Jens Borups bemærkninger ikke hørte hjemme under valg af borgmester.
Karsten Thomsen takkede for valget.
- Denne her post handler om tillid. Det håber jeg også, at de andre 28 byrådsmedlemmer noterer sig i resten af perioden, sagde Karsten Thomsen.
Med Birgit S. Hansens farvel indtræder Bent H. Pedersen, Strandby, i byrådet.
Gitte Kiilerich (A) indtræder i Økonomiudvalget og Teknisk Udvalg. Hendes pladser i Plan- og Miljøudvalget samt Arbejdsmarkedsudvalget overtages af Bent H. Pedersen.
Byrådsmødet blev indledt med nyheden om, at tidligere byrådsmedlem Irene Hjortshøj (A) er afgået ved døden efter længere tids sygdom. Der blev holdt et minuts stilhed.