Borgmester til erhvervsfolk: Tavlen skal viskes ren
Tavlen skal viskes ren, og alle, der henvender sig til Frederikshavn Kommunes administration, skal betragtes som en samarbejdspartner. Sådan lød det fra borgmester Jon Andersen ved morgenens Business Brunch i Palads Teatret.
Erhvervshus Nord havde fredag morgen inviteret til Business Brunch i Palads Teatret, hvor 250 personer blev orienteret om staturs på Flådeværftet og bygningen af de arktiske skibe.
Erhvervsdirektør for Erhvervshus Nord, Niels Bay Christensen, bød de fremmødte velkommen til at få perspektiv på de ting, der i de kommende år skal etableres, hvor der skal skabes 2.000 nye jobs og etableres anlæg og udstyr for 10 milliarder kroner. Dette med det forbehold, at ingen kontrakter er indgået endnu.
Efterfølgende lovede borgmester Jon Andersen fra talerstolen, at administrationen på Frederikshavn Kommune vil arbejde anderledes.
- Selv om der ikke er indgået aftaler og kontrakter endnu, skal vi håndtere tingene på en anden måde, så mulighederne ikke løber os af hænde. Vi skal rent administrativt arbejde hurtigere med det stigende antal sager, som rammer vores administration, understregede Jon Andersen og tilføjede:
- Med bygningen af de nye flådeskibe følger der nogle fantastiske vækst- og udviklingspotentialer, og vi skal forstå at udnytte disse potentialer over hele paletten. Det vil give positiv vækst på beskæftigelsen, befolkningstilvæksten, erhvervslivet og de maritime uddannelser, og vi skal have en strategi, hvor vi står sammen om forsvaret.
Og for Jon Andersen og kommunekassen betyder en øget bosætning meget.
- For hver ansat, som pendler til kommunen, giver det os 3.000 kroner mere at arbejde med, men vælger de ansatte at bosætte sig i vores dejlige kommune, giver det 100.000 kroner mere at arbejde med. Derfor skal tavlen viskes ren, og vi vil som kommune betragte alle, der henvender sig som en samarbejdspartner, lovede Jon Andersen.
Kommunens strategi vil være, at man vil understøtte en effektiv håndtering af den nye situation, og man vil styrke samarbejdet mellem de relevante aktører.
- Det kan vi gøre ved, at man opnår en enkel og tilgængelig kontakt til de kommunale myndigheder, der skal være en proaktiv og løsningsorienteret samarbejdspartner gennem en effektiv og fleksibel administration. Vi skal være en løsningsorienteret kommune i forbindelse med bygningen af det nye flådværft, fastslog Jon Andersen.




































