Byrådsmedlem Jens Borup kæmper for, at der indføres jagttid på ulve
Der er flere ulve i området ved Bunken Klitplantage, end eksperterne vurderer, og derfor er 20 naboer gået sammen i et håb om at få foretræde for Christian Rabjerg Madsen, minister for natur og dyrevelfærd.
- Vi ønsker at fortælle ministeren og Miljø- og Fødevareudvalget om vores bekymring for at leve i det åbne land. Folk er utrygge. Bedsteforældre tør ikke gå tur med deres børnebørn, og denne utryghed er fuldt berettiget. Ulvene æder vores får og kalve, ligesom vi oplever, at vores kæledyr bliver angrebet. Vi kan ikke længere færdes uhindret i naturen, fordi ulven skal have lov til at være her. Det er helt galt, mener Jens Borup.
Han er byrådsmedlem og en af de 20 personer i gruppen med lodsejere i området omkring Bunken Klitplantage.
Jens Borup var den første, som filmede to ulve sammen nord for Limfjorden. Han vurderer, at han har set ulve 20 gange på sin ejendom, ligesom han 30 gange har observeret ulve på sit vildtkamera.
Lodsejerne mener i bund og grund, at ulven bør udryddes i Danmark, men de erkender, at det ikke længere er realistisk.
- Men vi kæmper for, at der indføres jagttid, så ulve - på lige fod med ræve - kan skydes i perioden fra 1. september til 1. februar, fortæller Jens Borup.
Ulveatlas.dk udspringer af den nationale ulvedatabase, og ifølge Ulvestlas.dk er der p.t. 49 ulve i Danmark. Jens Borup vurderer, at det officielle tal er helt forkert.
- Vi taler tværtimod om +200 ulve i Danmark. Vi kan altså ikke stole på de officielle myndigheder, siger Jens Borup.
Ulveatlas.dk mener, at der er to voksne ulve og fire hvalpe ved Bunken Klitplantage, men Jens Borup påstår, at der er fem voksne ulve og fire hvalpe.
For nylig oplevede en kondiløber, som har sommerhus ved Bunken Klitplantage, at en voksen ulv med en hvalp løb hen mod kondiløberen, viste tænder og knurrede. Ulvesatlas.dk mener, at det var den hanulv, som har været i området en håndfuld år.
- Men det er ikke rigtigt. Jeg har gået med ham fem-seks år, og den omtalte hanulv er meget større og kraftigere end den ulv, som kondiløberen mødte, udtaler Jens Borup.
Han oplyser, at der så sent som sidste uge blev set to voksne ulve uden hvalpe på Kandestedvej ved Bunken Kitplantage, og for en uge siden blev der observeret en ulv i Lille Skagen og på Minervavej, tæt på Brovandekskolen i Skagen.
- Voksne ulve forlader ikke deres hvalpe på dette tidspunkt af året, og derfor er jeg sikker på, at vi har fem voksne ulve og fire hvalpe heroppe, lyder det fra Jens Borup.




































