Er du klar når krisen kommer?
Borgere fra 15 år i Frederikshavn Kommune har i denne uge modtaget en folder om hjemmeberedskab. Målet er at få flere til at tænke over, hvordan de kan klare sig, hvis en krise rammer.
En krise kan ændre vores hverdag fra det ene øjeblik til det andet. Derfor har Frederikshavn Kommune sendt en folder om hjemmeberedskab ud som digital post til borgere i kommunen fra 15 år og op. Hvis du er fritaget for digital post, modtager du folderen som almindeligt brev.
Folderen hedder ”Er du klar når krisen kommer?” og indeholder anbefalinger til, hvordan man kan opbygge et hjemmeberedskab. Vi skal ikke gå rundt og være bekymrede, men kommunen anbefaler, at vi alt efter behov er forberedte på forskellige krisesituationer, fx strømsvigt eller ekstremt vejr.
Hensigten med folderen er derfor også at få familier, naboer og borgere i al almindelighed til at tage en snak om, hvad de kan gøre selv eller sammen, hvis hverdagen pludselig bliver udfordret.
Folderen kan læses digitalt, eller du kan printe den særlige sort-hvid-udgave, som ligger klar nederst på https://frederikshavn.dk/hjemmeberedskab. På kommunens biblioteker og i Borgerservice kan du også finde en trykt folder.
"I en krise skal vi passe på hinanden. Derfor er det vigtigt, at vi har et hjemmeberedskab til at kunne klare os i tre døgn. Når vi er beredte, kan kommunen sammen med andre myndigheder hjælpe dér, hvor behovet er størst", skriver Frederikshavn Kommune i en pressemeddelelse.




































