Gå til hoved-indhold
30. oktober 2026 - kl. 00.10

HotSpot overtrådte regler: Havde 30 for gamle børn indskrevet

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Fritids- og aftenklubben HotSpot lukker 1. august 2027, og nu viser det sig, at HotSpot har overtrådt reglerne ved at lade "for gamle børn" gå i fritidsklubben.

30 børn var inden sommerferien tilknyttet fritidsklubben HotSpot i Frederikshavn, selv om de var for gamle til at være indmeldt. Det bekræfter Frederikshavn Kommune over for Kanal Frederikshavn.

Ifølge Kanal Frederikshavns oplysninger var alle 30 børn "på økonomisk friplads", det vil sige, at regningen for at have børnene gående i HotSpot blev sendt videre til Frederikshavn Kommune. 

En aktindsigt viser, at der i juni var et møde mellem Frederikshavn Kommune og HotSpot. Her skrev kommunen følgende i mødeindkaldelsen: "Mødet handler om eftermiddagsklubtilbud 4.-6. klasse og børn/unge på økonomisk friplads. Vi har været i gang med at se på alle vores klubber - kommunale og selvejende - og vil gerne drøfte de indmeldte unge om eftermiddagen og særligt dem på økonomisk friplads".

Kommunen vil ikke kommentere, om alle 30 børn var "på økonomisk friplads". I givet fald svarer det på årsplan til, at HotSpot har fået næsten 240.000 kroner af Frederikshavn Kommune.

Sikkert er det, at HotSpot havde 30 "for gamle børn" gående.

- Det må ikke ske, og hvis du spørger mig, om administrationen burde have opdaget det tidligere, er mit svar ja. Det er afgørende, at vi overholder reglerne, og jeg er glad for, at vi skred hurtigt ind, da vi erfarede, at der ikke var orden i butikken, siger Jan Bjeldbak (V), formand for Udvalget for Børn, Unge og Familier.

Siden 2006 har fritidsklubben HotSpot været et tilbud til børn i 4.-6. klasse.

Børnene, der var for gamle, gik i 7. klasse eller derover. HotSpot har i en redegørelse til kommunen forklaret, hvorfor børnene var indskrevet i fritidsklubben. Her er et udpluk:

  • "Fælles for dem alle er, at de et sårbare og udsatte i forhold til at vælge de rigtige fællesskaber"
  • "Kommer dagligt. Meget bekymrende. Går sporadisk (næsten ikke) i skole. Har brug for, at der arbejdes med trivsel"
  • "Kommer for at være en del af et fællesskab og lære dansk (har ikke været længe i Danmark)"
  • "Har ikke et tilbud ud over HotSpot. Alternativt vil han være hjemme bag skærmen eller køre rundt i byen"

Forældrene til de 30 pågældende børn modtog i juni et brev fra HotSpot, som begyndte således:

"Jeg skriver til dig/jer for at informere om, at Frederikshavn Kommune pr. 1. august 2026 vælger at effektuere en politisk beslutning fra 2009. Det betyder, at der fra 1. august kun må være børn/unge i Hotspot fritidsklub fra og med 4.-6. klassetrin. Da dit/jeres barn går i 7. klasse eller derover pr. 1. august 2026, meldes det automatisk ud af fritidsklubben".

Jan Bjeldbak vil ikke kommentere, om HotSpot har haft "for gamle børn" gående lige siden 2006. 

Men det gjorde vel ikke ligefrem HotSpots overlevelsesmuligheder større?

- Dette er en ærgerlig sag, uanset hvor længe den er foregået. Vi må kunne forvente af alle institutioner, at de overholder gældende regler og ikke selv definerer målgruppe og udgifter. Mig bekendt har vi ikke lignende sager, så nu ser vi fremad.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...