Venstre-bestyrelse i Frederikshavn Kommune fortsætter uændret
Venstre-toppen i Frederikshavn Kommune var torsdag aften samlet til bestyrelsesmøde efter den dramatiske ekskludering af folketingsmedlem Preben Bang Henriksen, og bestyrelsesformand Leif Christensen oplyser, at bestyrelsen arbejder loyalt videre for partiet.
- Venstre i Frederikshavn Kommune vil arbejde for at bringe hele partiet videre på grundlag af de værdier, som fremgår af partiets principprogram. Vi har på et bestyrelsesmøde drøftet den aktuelle situation, og vi glæder os i Venstres kommuneforening over, at vi har en stærk position i Frederikshavn Byråd og i Nordjyllands Regionsråd. Venstre i Frederikshavn Kommune ønsker, at vi også landspolitisk markerer os som et regeringsdueligt parti, som er klar i oppostion til den siddende regering, siger Leif Christensen.
Andre steder i Nordjylland har Venstre-folk meldt sig ud af partiet i protest, og Aalborg Nords kredsbestyrelse har trukket sig fra deres poster. Det er her, at Preben Bang Henriksen er opstillet.
I Frederikshavn fortsætter bestyrelsen uændret.
- Vi er et liberalt parti, og vi tror på denne vej, siger Leif Christensen.
Er der medlemmer af Venstre i Frederikshavn Kommune, som har meldt sig ud i denne uge?
- Det endelig medlemstal offentliggøres på forårets generalforsamlinger, oplyser formanden.




































