- Vi er blevet overhalet, så vi har brug for din hjælp
Jam Explosion fra JAM Frederikshavn Cheerleaders er med helt fremme i kapløbet om vinde 10.000 kroner fra Nordjyllandsfondens "10 til Forskel", men pigerne har brug for din hjælp.
- Vi er lige blevet overhalet, så vi har for brug for din hjælp, skriver holdet i en mail til Kanal Frederikshavn i håbet om, at vi vil viderebringe deres opfordring.
Med 738 fører Global Youth afstemningen i skrivende stund. Jam Explosion har 644 stemmer på andenpladsen.
- Vi har ført afstemningen hele måneden, men nu er vi desværre blevet overhalet, fortæller Jam Explosion.
Jam Explosion består af 10 dedikerede piger, der har arbejdet benhårdt og skal repræsentere klubben i NCA Classic i Disneyland Paris.
NCA Classic er en stor international cheerleadingkonkurrence, som ikke har været afviklet i over 10 år. Det bliver holdets første oplevelse sammen og første internationale eventyr – og for flere af pigerne deres første udenlandske konkurrence nogensinde.
- Vi har indtil fredag kl. 12.00 til at vende det her, og det kræver kun, at du stemmer på os her, fortæller pigerne.
De opfordrer til, at man deler nyheden, så endnu flere stemmer på Jam Explosion.
10 til Forskel er sat i verden for at hylde de lokale initiativer og sørge for at sætte fokus på de projekter, der gør en forskel for mennesker i lokalsamfundet.
Bag 10 til Forskel står Nordjyllandsfonden, der siden 2012 og hver måned har givet 10.000 kroner til gode idéer, som personer eller fællesskaber i Danmark har udviklet og selv lagt masser af kræfter i. Initiativer, som blev vindere, fordi initiativtagerne har formået at engagere netværk og lokalsamfund i muligheden for støtte.




































