Sejr på udebane i topkamp sender BC Royal fra Frederikshavn op på førstepladsen
I weekenden var der topkamp i 2. division, hvor BC Royal 1 fra Frederikshavn skulle kæmpe mod BK Outsiders, der lå på førstepladsen. Kampen blev spillet i Løvvang Bowlingcenter i Nørresundby, hvor værterne havde sørget for en olieprofil, som faldt i gæsternes smag.
Selvom banerne var spilbare, var der stadig lidt tilvænning i starten af kampen, hvor det kun lykkedes BC Royal 1 at vinde én af doublerne. Den blev til gengæld vundet med så stor en margin, at de ekstra point for flest samlede kegler tilfaldt frederikshavnerne. Thomas Mølholts score på 254 var kraftigt medvirkende til seriens uafgjorte resultat på 4-4.
I anden serie var det de to andre doubler, som tog point hjem og bragte BC Royal 1 i front 10-6. Indskiftede Mathias Christiansen kvitterede for tilliden med en score på 206, mens Kent Josef Gresslehner væltede 216 kegler.
Tredje serie blev kampens højdepunkt, hvor BC Royal 1 havde hele fire mand over 200. Højeste score blev lavet af Rasmus Hansen, som væltede 240 kegler. Resultatet var tre sikre doublesejre og en forskel på hele 253 kegler i samlet keglefald. Føringen var udbygget til 18-6.
Til gengæld blev fjerde serie en tæt gyser, hvor point for flest samlede kegler blev afgjort i allersidste rude. Mathias Christiansen skulle samle 10’er keglen op, hvilket er en udfordring, når man har mange omdrejninger i bowlingkuglen – men det lykkedes til stor jubel. Med stillingen 24-8 var frederikshavnerne nu sikre på minimum uafgjort.
Keglerne væltede mindre nemt i femte serie, og for første gang i kampen vandt BK Outsiders pointene for flest samlede kegler. Claus Jørgensen og Morten Frederiksen fik kæmpet sig til et sjældent uafgjort resultat med pointdeling til følge. Serien endte 3-5 i værternes favør og forspringet krympede til 27-13.
I sjette serie bankede Mathias Christiansen en score på 231 ind på resultatlisten, hvilket gav en doublesejr. Thomas Mølholt scorede 224, men det var desværre ikke nok mod et par velspillende modstandere. I den sidste double blev Morten Frederiksen skiftet ind halvvejs i serien, hvorefter han straks lavede fem strikes i træk, hev scoren op på 195 og medvirkede til en doublesejr mere.
Kampen endte med en sejr på 33-15 til BC Royal 1, som havde et samlet keglefald på 6.639 mod BK Outsiders 6.305 kegler.
Hjemme i Frederikshavn spillede BC Royal 2 mod RBK 90 fra Randers. Kampen startede rigtig godt, og frederikshavnerne var kun ni kegler fra at have vundet alle otte point i første serie. Men det blev til seks point efter flot spil, hvor Preben Mandrup scorede 210 og Thomas G. Larsen scorede 206. Desværre var det kun to uger siden RBK 90 sidst var på besøg i Terminalen1, og kendskabet til banerne kom til udtryk i de efterfølgende serier.
Trods endnu en 200-serie af Preben Mandrup tog RBK 90 alle otte point i anden serie. I tredje serie gik alle otte point ligeledes til gæsterne, som havde et imponerende holdsnit på over 214. RBK 90 var nu foran 18-6.
Udeholdets dominans fortsatte i kampens sidste tre serier. BC Royal 2 fik to point i fjerde serie efter en score på 202 af Carsten Nielsen. I femte serie var en fællesserie på 157 nok til at hente to point mere, når den blev lagt sammen med Thomas G. Larsens score på 198.
I sjette serie blev det til yderligere to point til hjemmeholdet efter en score på 216 af Rene Olsen.
BC Royal 2 tabte dermed kampen 12-36 med et samlet keglefald på 6.455 mod RBK 90’s 7.020 kegler.
Sådan spillede BC Royal 1:
Thomas Mølholt (1.251 kegler over 6 serier - snit på 209)
Rasmus Hansen (1.166 kegler over 6 serier - snit på 194)
Mathias Christiansen (957 kegler over 5 serier - snit på 191)
Rune Væhrens Abildgaard (1.073 kegler over 6 serier - snit på 179)
Kent Josef Gresslehner (869 kegler over 5 serier - snit på 174)
Morten Frederiksen (661 kegler over 4 serier - snit på 165)
Claus Jørgensen (467 kegler over 3 serier - snit på 156)
Derudover havde holdet en fællesserie på 195 kegler.
Sådan spillede BC Royal 2:
Preben Mandrup (1.147 kegler over 6 serier - snit på 191)
Thomas G. Larsen (1.135 kegler over 6 serier - snit på 189)
Carsten Nielsen (1.086 kegler over 6 serier - snit på 181)
Rene Olsen (1.078 kegler over 6 serier - snit på 180)
Morten Gyde Jacobsen (886 kegler over 5 serier - snit på 177)
Jens V. Thomsen (519 kegler over 3 serier - snit på 173)
Thomas Charles Slotved Bowman (447 kegler over 3 serier - snit på 149)
Derudover havde holdet en fællesserie på 157 kegler.
I stillingen er BC Royal 1 tilbage på førstepladsen i 2. division, mens BC Royal 2 falder ned på syvendepladsen.




































