Oprykningsfest i Voerså, som i dag rykkede op i serie 3
Der var fodboldfest og oprykning på Voerså Stadion søndag eftermiddag, da hjemmeholdets førstehold vandt hele 7-0 over Syvsten og dermed rykkede op i serie 3 efter et år i serie 4. Kampen blev overværet af langt over 100 tilskuere, og de skabte en god ramme om den festlige kamp.
Oprykningsfesten er i fuld gang, da Kanal Frederikshavn kommer i telefonisk kontakt med klubhuset i Voerså. Den første melding, da vi beder om en kommentar fra træner Kasper Møller Kristensen, er munter, og med en masse grin og snak i baggrunden.
- Jamen, han sidder lige og drikker øl, kommer det fra Lotte Mellergaard, der sidder i bestyrelsen i Voerså IF.
Det er tydeligt på stemningen, at der er godt gang i en søndagsfest, og flere har nok tømmermænd, når de skal møde på arbejde mandag morgen.
Kasper Møller Kristensen er i naturligt godt humør, og oprykningen på sidste spilledag er noget, Voerså har prøvet før. Denne sæsons oprykning er dog kommet i hus på lidt anderledes vis, da holdet først mod slutningen af sæsonen har ligget på den oprykningsgivende førsteplads.
- Det er fantastisk at fejre en oprykning, hvor vi er kommet fra baghjul. Vi fik mange skader i foråret, som vi endnu ikke er kommet os over, men truppen har gjort et kæmpe stykke arbejde i efteråret til træning og kamp. Flere spillere er steppet op i andres fravær og vi har dermed vundet de sidste otte kampe, lyder fra træneren, mens der skåles i baggrunden.
Voerså har gennem årene været dygtige til at spille nye unge spillere ind på holdet, og troen på dem i trænerteamet har altid været stor.
- Det er bare fedt at arbejde med de unge spillere, der givet alt de har for holdet og klubben. I dag var nogle af drengene nervøse fra start, men de fulgte gameplanen, og der var aldrig tvivl om udfaldet, lyder det fra Kasper Møller Kristensen.
Der er ofte over 100 tilskuere til Voersås hjemmekampe, og i eftermiddag var ingen undtagelse. Klubben har godt tag i byen og de unge mennesker, og så er der alle de ældre frivillige, som år efter år gør en stor ære i at hjælpe klubben på den ene eller den anden måde. Det har træneren også bemærket.
- Der har længe været en super stemning i omklædningsrummet og generelt i hele klubben. I dag ser vi der er over 100 mennesker på stadion på sådan en kold efterårsdag, hvilket betyder utrolig meget for de unge gutter. Nu skal oprykningen fejres på alle måder, og så glæder vi os til en ny sæson i serie 3, udtaler Kasper Møller Kristensen, inden han giver telefonen videre til Lotte Mellergaard.
Bestyrelsesmedlemmet er også begejstret for den stemning og opbakning, der er omkring kampene i Voerså, og hun retter en speciel tak til de sponsorer, der sørgede for, at tilskuerne i dag blev bespist med pølser og øl efter kampen.
- Det er altid skønt med gode mennesker til at støtte os, og i dag har Voerså IFs Venner og Bakkens Juletræer ved Ulrik Steen stået for sponsoratet, så vores mange tilskuere kunne nyde en øl, vand og pølse og samtidig ønske holdet tillykke med oprykningen, lyder det fra en glad Lotte Mellergaard.
Dybvad/Hørby endte på andenpladsen i puljen og spiller på tirsdag den første af to mulige play-off kampe om oprykning, når de skal til Ulsted. Den kamp spilles klokken 19:00. Vinderen skal lørdag en tur til Brønderslev og spille om en plads i serie 3 i foråret.
Syvsten og Østervrå må en tur ned i serie 5.






































