Gå til hoved-indhold
22. oktober 2026 - kl. 00.10

FESTEN FOREVER præsenterer Sanne Salomonsen, DJ SASH! og syv nye navne

  • 1 af 2
    Med DJ Sash! på plakaten kan publikum glæde sig til at høre hits som "Encore Une Fois", "Ecuador", "Stay" og "Mysterious Times".
  • 2 af 2
    På de velkendte scener kan publikum glæde sig til Sanne Salomonsen, der gennem mere end fem årtier har markeret sig som en af Danmarks største rockstemmer.
Af: Michael Frederiksen

​​​​​​​FESTEN FOREVER præsenterer med stolthed en sand legende i dansk rockhistorie, Sanne Salomonsen, og manden, myten og legenden DJ SASH! Sammen med yderligere syv navne er de nu klar til musikprogrammet for 2027, hvor Eurodance-scenen THE FLOOR bliver en af festivalens store nyheder.

Sanne Salomonsen, Nadia Stein & NEWS og Maria Bramsen & RAY DEE OHH føjes til programmet på de velkendte scener, mens den nye Eurodance-scene THE FLOOR får besøg af Barcode Brothers, Hampenberg, Yepha, Alexander Brown og de to tyske navne ItaloBrothers og DJ SASH!

Det bliver både dansk rockhistorie, popklassikere og masser af pumpende dancebeats, når FESTEN FOREVER vender tilbage til Knivholt i Frederikshavn lørdag 4. september 2027.

På de velkendte scener kan publikum glæde sig til Sanne Salomonsen, der gennem mere end fem årtier har markeret sig som en af Danmarks største rockstemmer. Også Nadia Stein fra NEWS og Maria Bramsen fra RAY DEE OHH er klar til at levere nogle af de danske popklassikere, som stadig samler generationer.

- Det er jo præcis den slags musik, vi elsker at præsentere på FESTEN. Sange, som folk har et helt særligt forhold til, og som får alle til at synge med fra første tone. Vi er rigtig glade for at kunne tilføje de her tre navne til programmet, fortæller en af initiativtagerne, Christian Conradsen.

Samtidig bliver der skruet gevaldigt op for tempoet på den nye scene THE FLOOR, hvor temaet bliver 90’ERNE FOREVER. Her er yderligere seks navne nu offentliggjort.

DJ SASH!, ItaloBrothers, Barcode Brothers, Hampenberg, Alexander Brown og Yepha slutter sig til Cut 'N' Move, Cartoons, Daze og Toy-Box, som allerede er præsenteret. Dermed får den nye scene sit helt eget omfattende program med Eurodance, trance, store dancehits og masser af nostalgi.

- Vi er nok kommet til at skrue lidt mere op for den her idé, end vi først havde forestillet os, griner Christian Conradsen.

- Men vi gør ikke noget halvt. Vi ville skabe et univers, hvor folk kunne genopleve alle de store dancehits, og nu står vi med et program, som vi er virkelig begejstrede for. Jeg tror, det bliver svært at stå stille, når vi forvandler en del af Knivholt til Danmarks største udendørs natklub.

Selvom Eurodance-scenen bliver en markant nyhed, understreger Christian Conradsen, at FESTEN FOREVER stadig bygger på det koncept, gæsterne kender fra 2025 og 2026. De velkendte scener, restauranter, barer og hyggelige miljøer bliver bevaret, mens THE FLOOR bliver en ekstra oplevelse oveni.

Med offentliggørelsen er hele musikprogrammet næsten på plads. På de øvrige scener kan publikum også opleve Outlandish, Klubien & Danseorkestret, Back to Back, Sko/Torp og Nikolaj & Piloterne.

Der bliver naturligvis også livemusik i PianoBaren og Freddy’s Bar, ligesom der bliver plads til en ny, intim scene i den irske pub, Irish Zoo.

- Jeg synes, vi er lykkedes med at sammensætte et program med noget for rigtig mange forskellige musiksmage. Men musikken er jo kun en del af FESTEN. Vi arbejder mindst lige så meget med maden, barerne, indretningen og alle de små detaljer, der tilsammen skaber oplevelsen. Den store succes i Freddy’s Bar betyder, at vi endnu en gang gør den større, og samtidig arbejder vi på et helt nyt streetfoodområde. Nu glæder vi os bare helt vildt til at vise det hele frem, udtaler Christian Conradsen.

Fredag 23. oktober åbner billetsalget online til FESTEN FOREVER 2027 med et særligt åbningstilbud. De første 400 billetter sælges for 499 kroner plus billetgebyr, hvilket er en besparelse på 100 kroner i forhold til den ordinære billetpris på 599 kroner.

Tilbuddet gælder fra fredag 23. oktober til og med søndag 25. oktober – eller indtil de 400 billetter er solgt. Fra mandag 26. oktober er billetprisen 599 kroner plus billetgebyr.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...