Gå til hoved-indhold
21. oktober 2026 - kl. 15.10

200 ungdomsspillere fra FfI Fodbold deltog i Verona Cup

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

I efterårsferien sendte FfI Fodbold omkring 200 ungdomsspillere af sted i fire busser til Verona Cup i Italien.

U17-drenge kvalificerede sig til semifinalerne i A-slutspillet, hvor FfI tabte 1-2 til Sao Paulo FC fra Brasilien. FfI havde to hold med i U17-drenge. Andetholdet tabte 0-7 i B-semifinalerne til Bjerringbro IF.

FfI's U15-drenge nåede finalen i B-slutspillet, hvor holdet tabte 0-2 til Himmelev BK fra Roskilde. 

I U14-rækken blev ottendedelsfinalerne i B-slutspillet endestationen for FfI.

U13 deltog både med et 11-mands og 8-mands hold. I førstenævnte række var der kun to tilmeldte hold. FfI tabte 0-2 til B1903. 8-mands holdet tabte 2-4 til HIK (Hellerup) i B-slutspillets semifinaler.

Hos pigerne havde FfI et hold med i U19-rækken, hvor det blev til en tredjeplads (ud af tre hold).

FfI's U15-piger strøg til tops i B-slutspillet med finalesejr på 1-0 over Haslev FC.

U14-pigerne røg ud efter den indledende pulje.

Verona Cup handler dog om meget andet end sejre og nederlag på grønsværen.

- Ikke nok med, at drengene tilbragte tid med den fodbold som de elsker, så var det også en social ferie, som bragte drengene tættere på hinanden. I 10 mobile homes fyldte FfI-drengene og deres familier en hel gade på campingpladsen Bella Italia, som skabte gode rammer for drengene med mulighed for pool, butikker, fællesspisning, underholdning og afslutningsvis det flotteste fyrværkeri, fortæller Britt Sørensen, mor til én af U13-drengene.

Tirsdag blev der arrangeret tur til Simioni med fællesspisning på restaurant, hvor der blev serveret pizza efterfulgt af lækre store italienske gelato is. Torsdag gik turen til San Siro, hvor drengene fik guidet rundvisning på stadion. En kæmpe oplevelse for alle drengene, som kunne drømme om deres egen fremtidige karriere i disse magiske rammer.

- At deltage i denne turnering har været et mål længe, så pengene blev, foruden egenbetaling, fundet ved at søge fonde, lave fællesspisning med amerikansk lotteri og pantindsamling. Det har kun kunnet lade sig gøre takket være engagerede trænere, holdledere, forældre, familie og sponsorer, som vi alle skylder en kæmpe tak for at gøre denne rejse mulig for drengene, siger Britt Sørensen.

U13-drengene takker deres sponsorer: Toppen af Danmark, Jokkes Multiservice, Sparekassen Danmark, XL Byg Elling Gruppen, Norisol og Nordjyske Bank.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...