Gå til hoved-indhold
18. oktober 2026 - kl. 19.10

Voerså tæt på oprykning til serie 3 - se drømmehug på Frederikshavn Stadion

  • 2 af 2
Af: Michael Kristensen

Voerså vandt topkampen i Dybvad og ligger til oprykning inden sidste spillerunde. Bangsbo Freja har fået vinger og kan selv afgøre, om de vil med i play-off om en serie 3-plads. SEIF, Syvsten og Østervrå rykkede i weekenden ned i serie 5. Læs om ugens kampe lige her.

Serie 1, pulje 6
IF Skjold Sæby er allerede rykket ned i serie 2, og derfor er de sidste kampen i sæsonen blot til at redde æren. Det lykkedes dog ikke lørdag eftermiddag, hvor Hjørring IF tog fra Sæby med en relativ let 5-1 sejr. Kristoffer Thomsen scorede hjemmeholdets mål. Mon ikke Sæby-spillerne glæder sig til en lille vinterpause, så batterierne kan lades op til en ny sæson i serie 2, hvor målsætningen utvivlsomt må være en hurtig tilbagevenden til serie 1. Holdet slutter på søndag med en udekamp i Aabybro.

Serie 2, pulje 12
SEIF reddede sig en ny sæson i serie 2, da de hjemme slog Hirtshals med 5-1. Kasper Grøntved nettede to gange for hjemmeholdet, og har, siden sit comeback i efteråret, vist sig som en kærkommen forstærkning for Martin Nielsens mandskab. Det har ikke helt kørt, som man gerne ville i sæsonen for SEIF, hvor der har været en del udsving, men det glæder trods alt klubben, at man ikke skal ud i en livsvigtig sidste spillerunde, hvor alt ville kunne ske.

Netop det med, at alt kan ske, er vi ude i for FfI 2. De kan redde sig helt, de kan ende i play-off, og de kan ende med en direkte nedrykning. Disse scenarier udspiller sig på lørdag, når holdet skal en tur til Nørhalne. Det må dog give stor selvtillid for holdet, at man lørdag eftermiddag formåede at besejre Hjørring AIK Frem med 3-1 på hjemmebane. Et hold, som førsteholdet tabte til i sidste weekend. Kampen vil blive husket for et drømmehug af Nikolaj Larsson, der fra 25 meters afstand kanonerede bolden i mål på en halvflugter til slutresultatet 3-1.

Førsteholdet i FfI har måske festet lidt for meget ovenpå oprykningen i sidste weekend, for det blev til et nyt nederlag for anden kamp i træk. Lørdag tabte man 2-1 til IF Fremad Nørhalne. Det lignede længe et uafgjort resultat, men gæsterne scorede sejrsmålet med fire minutter tilbage af dommeren tillægstid. IF Fremad Nørhalne har i øvrigt den tidligere FfI-spiller Christian Jørgensen til at stå mellem stængerne, og han gjorde en god figur mod sin tidligere klub.

Serie 3, pulje 24
Det er stadig muligt for IF Skjold Sæby helt at redde livet i serie 3. Lørdag vandt man 3-1 på udebane over Bindslev/Tversted IF, og det betyder, at Sæby-mandskabet i næste weekend skal besejre Skibsby-Højene IF, samtidig med Tornby ikke får point i deres hjemmekamp mod Vrå/Børglum, der allerede er rykket ned i serie 4. Lykkes det ikke, skal sæbynitterne ud i play-off om nedrykning.

Sæby må hænge sin hat på, at Vrå/Børglum ikke har lagt sig ned trods nedrykningen, for holdet lidt syd for Hjørring spillede nemlig uafgjort 0-0 mod Østervrå torsdag aften. Østervrå, der jo i sidste weekend kunne fejre sin tilbagevenden til serie 2.

Serie 4, pulje 48
Bangsbo Freja har for alvor spillet sig tæt på en play-off plads om oprykning og kan nu selv afgøre, om de vil forlænge sæsonen. Lørdag vandt holdet fortjent med 3-1 over Skagen, og da Skibsby-Højene søndag eftermiddag tabte til Hjørring AIK Frem, betyder det, at Bangsbo ligger på andenpladsen, to point foran Skibsby-Højene. Torsdag skal Bangsbo til Hjørring og møde AIK Frem, der er rykket op i serie 3. Med en sejr er Bangsbo sikret play-off.

SEIF rykkede definitivt ned i serie 5. Det skete uden at komme i kamp, da holdet igen ikke kunne stille mandskab til kampen på udebane i Bjergby.

FC Vakok og FfI mødes i morgen mandag i en meget afgørende kamp, hvor der står vigtige point på spil. FC Vakok ligger inden opgøret under nedrykningsstregen med 14 point, Bjergby har 16 og FfI har 17 point. Derfor er alt åbent i bunden af rækken.

Serie 4, pulje 50
Voerså er nu favorit til at rykke op i serie 3. Holdet vandt lørdag eftermiddag topbraget i Dybvad med 1-0. Christian Schioldann afgjorde en intens kamp med en scoring 20 minutter før dommer Karsten Mikkelsens slutfløjt. Derfor var det en glad assistenttræner for Voerså, Lars Berg Jensen, som Kanal Frederikshavn talte med efter kampen.

- Jeg synes, at Dybvad startede kampen bedst, men vi får os arbejdet ind i kampen og har bolden mest. Det var en serie 4 kamp med stor intensitet og generelt en rigtig god kamp, hvor jeg synes, det var fortjent, at det blev os det vandt, lød det fra Lars Berg Jensen.

Nu kan Voerså selv afgøre, om de skal spille i serie 3 efter nytår, og det er der tilfredshed med så langt i trænerteamet, om end det ikke er afgjort endnu.

- Målsætningen har været, at vi hurtigt skulle rykke op i serie 3 igen, så det er super fedt, at vi nu selv kan afgøre det med en sejr over Syvsten. Derfor håber vi selvfølgelig også, der kommer rigtig mange og støtter os på søndag på hjemmebane, siger en tilfreds assistenttræner.

Netop Syvsten rykkede søndag ned i serie 5, da holdet tabte 4-2 på hjemmebane mod IF Sæby Skjold. Et svært efterår for Syvsten, der har haft problemer med at stille hold i flere kampe. De tager Østervrå med ned i serie 5. Det blev en kendsgerning fredag aften, da holdet tabte 6-2 på udebane mod et stærkt Hjørring AIK Frem-mandskab.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...