White Hawks overnatter i København mellem udekampe i Herlev og Rødovre
Der venter Frederikshavn White Hawks to kampe i København fredag og søndag, når holdet skal forsøge at rejse sig efter skuffelsen mod Herning i sidste uge, hvor man på egen is blev klædt af med et 6-0 nederlag. I aften gælder det Herlev, og søndag er det i Rødovre, hvor der skal udkæmpes slag om vigtige point i Metal Ligaen og til Final4-regnskabet for høgene.
Trods den store lussing man indkasserede for en uge siden i Nordjyske Bank Arena mod de danske mestre, er cheftræner Casper Stockfisch ikke bekymret for hans mandskab.
- Sagt i al ydmyghed har vi tidligere på sæsonen bevist, at vi kan lægge låg på, når vi har tabt stort til Herning, så det tror jeg bestemt også, vi kan igen. Nu har vi to kampe fredag og søndag, hvor vi samtidig skal være sammen og have det sociale med, som sådan en tur også giver, når det nu er en mulighed med to kampe på Sjælland i en weekend, siger Casper Stockfisch til Kanal Frederikshavn.
Høgene overnatter i København og træner lørdag i Gentofte, samtidig med der bliver tid til noget socialt, som skal styrke det i forvejen stærke sammenhold i truppen.
For cheftræneren er der ikke forskel på forberedelserne til de to kampe, selvom man nu skal være sammen en hel weekend og gerne have nogle point med hjem i bussen sent søndag eftermiddag.
- Jeg kommer til at holde fokus på den første kamp i Herlev, og på lørdag er mit fokus så rettet mod kampen i Rødovre. Jeg skal se en masse video, så jeg bliver nok lidt asocial lørdag, kommer det med et grin fra Casper Stockfisch.
WH har mødt Herlev og Rødovre tidligere på sæsonen på hjemmebane, hvor det i begge tilfælde blev til sejre i Nordjyske Bank Arena. Derfor ved man, hvilket type hold man skal møde, og hvad man kan forvente.
- Vi kender holdene, og det gør også, at der er et andet udgangspunkt nu end i den første kamp mod dem. Men vi skal ud og ramme vores niveau for at hive point med hjem, så enkelt er det, lyder det fra cheftræneren.
Hvor meget betyder det, at I lige skal have skrabet de sidste point hjem for at sikre Final4-deltagelsen?
- Det betyder ikke noget. Vi tager én kamp ad gangen, kommer det hurtigt fra Casper Stockfisch.
Ingen tvivl om, det vil give stor glæde i klubben og på busturen hjem søndag, hvis man her i weekenden kan sikre Final4-deltagelsen. Noget, klubben ikke lægger skjul på, er en stor målsætning at deltage i.
WH spiller fredag aften i Ørneborgen i Herlev og søndag i Rødovre. Begge kampe kan følges i tekst på KF-LIVE, hvor vi rapporterer fra de to kampe i København.




































