Gå til hoved-indhold
13. oktober 2026 - kl. 13.10

Skagen Havn uddeler ni sponsorater i 2026

  • 1 af 1
    Vicedirektør Mikal Nielsen, Skagen Havn, overrækker her 15.000 kroner til Sportsdykkerklubben Skawdyk.
Af: Michael Frederiksen

Skagen Havn har igen i år uddelt sponsorater til lokale foreninger og initiativer, der bidrager til aktivitet, fællesskab og udvikling i lokalområdet.

Med sponsoraterne ønsker havnen at bidrage til aktiviteter, der skaber værdi for lokalområdet og understøtter det frivillige engagement, som er en vigtig del af lokalsamfundet. Det følger samme overordnede linje som i 2025, hvor otte lokale initiativer modtog støtte.

I alt modtog Skagen Havn 18 ansøgninger til årets sponsorpulje. Ni ansøgere har fået tilsagn om støtte, og der uddeles samlet 94.000 kroner i 2026.

Ét af årets tilsagn løber over tre år.

Skagen Lokalhistoriske Forening – modtager 20.000 kroner årligt i tre år
Skagen Lokalhistoriske Forening modtager et årligt sponsorat på 20.000 kroner i en tre-årig periode. Med tilsagnet ønsker Skagen Havn at bakke op om foreningens lokale arbejde.

Sportsdykkerklubben Skawdyk – modtager 15.000 kroner
Skawdyk modtager støtte til indkøb af fire nye BCD’er med tilhørende regulatorsæt. Udstyret anvendes blandt andet af klubbens ældste juniordykkere og nye dykkere i forbindelse med træning og erhvervelse af dykkercertifikat. Klubben lægger vægt på, at tidssvarende udstyr skal bidrage til sikker og tryg dykning for både juniorer og nye medlemmer.

Lars Kruse Skagen Gruppe – modtager 10.500 kroner
Lars Kruse Skagen Gruppe, De blå Spejdere i Skagen, modtager støtte til nyt udstyr til gruppens aktiviteter. Sponsoratet skal blandt andet anvendes til en bålkasse med udstyr til madlavning over bål samt etablering af nye mobile bålfaciliteter.

Skagen Sejlklub – modtager 10.000 kroner
Skagen Sejlklub modtager støtte til etablering af nye mobile redningsposter ved klubbens broer. Redningsposterne består af redningsstiger og bådshager og skal supplere de eksisterende sikkerhedsforanstaltninger. Formålet er at øge sikkerheden for klubbens medlemmer, gæstesejlere og øvrige besøgende i området.

Skagen Havkajakklub – modtager 10.000 kroner
Skagen Havkajakklub får støtte til udskiftning af varmepumpen i klubbens klubhus i Skurbyen. Den nuværende varmepumpe er 14 år gammel, og en ny løsning skal sikre en mere stabil og effektiv opvarmning af klubbens faciliteter. Klubben har 47 medlemmer og arbejder blandt andet med havkajak, SUP, kurser og åbne aktiviteter.

Skagen Idræts Klub – modtager 8.500 kroner
Skagen Idræts Klub modtager støtte til en ny slange til en af klubbens vandingsmaskiner på Skagen Stadion. Vandingsanlægget er vigtigt for at holde banerne i god stand gennem sommeren – både til klubbens egne aktiviteter og til de træningslejre, som besøger Skagen.

Skagen Model Jernbane Klub – modtager 5.000 kroner
Skagen Model Jernbane Klub modtager støtte til indkøb af nyt rullende materiel til klubbens modeljernbane. På anlægget findes blandt andet en miniudgave af Skagen Havn med fiskefartøjer, containerskib og jernbanespor til havnen, og klubben ønsker at udbygge denne del med modeller, der knytter sig til tidligere godstransport på Skagen Havn.

Skagen Judoklub – modtager 5.000 kroner
Skagen Judoklub modtager støtte til indkøb af Judo Giér (Judo beklædning), som kan udlånes til deltagere, der ikke selv har mulighed for at anskaffe udstyr. Dette sikrer at alle kan deltage på lige vilkår. Klubben arbejder målrettet for at styrke unges trivsel, selvtillid og fysiske kompetencer gennem judo og selvforsvar.

Aalbæk IF – ny resultattavle til stadion – modtager 10.000 kroner
Aabæk IF modtager støtte til indkøb af en ny resultattavle til klubbens stadion. Den eksisterende resultattavle har været ude af drift i flere år, og klubben ønsker derfor at etablere et nyt scoringsanlæg til brug ved fodboldkampe på stadion. Den nye resultattavle koster i alt cirka 22.000 kr. Skagen Havn bidrager med 10.000 kr., mens Aalbæk IF selv finansierer den resterende del af investeringen.

Næste pulje sponsormidler uddeles i oktober 2027. Ansøgning skal være Skagen Havn i hænde senest 10. september 2027.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...