Er du klar, hvis krisen rammer? Beredskabsdag på biblioteket
Mød Bente Boisen, vinder af Alene i vildmarken 2025, og oplev Paw Patrol, når Frederikshavn Bibliotek lørdag 17. oktober inviterer til en dag om beredskab, fællesskab og det at være forberedt, hvis krisen rammer
Hvad gør du, hvis strømmen går, nettet forsvinder, eller hverdagen pludselig bliver vendt på hovedet?
Det sætter Frederikshavn Bibliotek fokus på, når de inviterer til "Sammen om beredskab" med en række arrangementer i samarbejde med DR, hvor hele familien kan blive klogere på, hvad det egentlig vil sige at være forberedt.
Beredskab handler om meget mere end vanddunke, konserves og batterier. Det handler også om, hvordan man reagerer, når noget uventet sker, og hvordan familie, venner og fællesskaber kan være med til at gøre os stærkere, hvis krisen rammer.
Fra Paw Patrol til vildmarken
For de yngste og deres familier bliver der masser af action, når Marshall og Chase fra Paw Patrol indtager biblioteket med et talentshow. Efter showet kan børnene møde de seje vovser helt tæt på og få taget billeder sammen med dem.
DR kigger forbi med deres perleworkshop "Beredskabsvenner", hvor børn og voksne kan designe deres eget venskabsarmbånd til en de holder af og vil hjælpe i en eventuel krise.
Mød Bente Boisen, vinder af Alene i vildmarken 2025. Hun fortæller om sine oplevelser i vildmarken og om, hvad vi kan lære af dem, når det handler om at være bedre rustet til en krise.
Sammen om beredskab
Du kan også blive klogere på, hvordan du selv kommer i gang med at preppe, og hvad der egentlig giver mening at have klar derhjemme.
Der bliver samtidig sat fokus på nogle af de større perspektiver på beredskab, når forsvaret fortæller om den nye værnepligt og de store forandringer, som de står overfor. Det får også betydning lokalt, da Frederikshavn Kommune kan se frem til en stor tilstrømning af værnepligtige.
Dagen får også et historisk islæt, når Stig Svenningsen fortæller om den kolde krig og Warszawapagtens planer om et angreb på Danmark. Med udgangspunkt i en omfattende krigsplan fra 1977 dykker han ned i, hvad en gennemførelse af planen kunne have betydet – ikke mindst for Frederikshavn.
Og fra krigens alvor skifter fokus til det, der samler os. Mathias Madsen Munch inviterer til fællessang for fred med sange, der giver plads til håb, eftertanke og fællesskab.
Program
Kl. 10.00: Show med Paw Patrol
Kl. 11.00-13.00: DR perleworkshop: ”Beredskabsvenner”
Kl. 13.10: Hvordan prepper man? Foredrag v/ Bjarne Platz
Kl. 14.00: Sammen om Forsvaret - ny værnepligt i Søværnet. Oplæg v/ Kenth Fjordvold fra Center for Maritim Uddannelse og Skibssikkerhed
Kl. 15.00: Kold Krig og Warszawapagten v/ Stig Svenningsen
Kl. 16.00: Fællessang for fred v/ Mathias Madsen Munch
Kl. 19.00: Alene i Vildmarken v/ Bente Hørby Boisen, vinder i 2025
Der er fri entré til alle arrangementer, og alle er velkomne. Læs mere på bibliotekets hjemmeside, Sammen om beredskab | Bibliotek & Borgerservice Frederikshavn Kommune.
Bag "Sammen om beredskab" står DR, bibliotekerne, Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS) og den almennyttige uddelende forening Østifterne.





































