Lukning af HotSpot er rent ud sagt en afvikling af ungdommen
Peter Bro, Frederikshavn, kasserer i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom Vendsyssel, har skrevet dette indlæg: HotSpot Frederikshavn er et varemærke for, hvordan vi som kommune har taget os af børn og unge efter skole.
Hvorfor er det der, der skal spares? Ifølge formand Helle Pedersen kører det strålende, et højt fagligt niveau og mulighed for børn og unge at få en god omgangskreds i lokaler, der er tilgængelige for dem. Lokaler, der kan tilbyde muligheder for såvidt fordybelse som også leg og hygge.
Jeg kan huske de gange, jeg har været i HotSpot. Enten om jeg har siddet og spillet ved computeren. Været udenfor og hænge ud med venner og snakke om alverdens ting. Eller om noget så simpelt som lidt kop-nudler på en kold februardag. Det kan ikke passe, at oplevelser som disse skal tages væk fra fremtidige generationer på grund af et budget, hvor det parti, der turde gå imod lukningen, ikke har været velkomne.
Man har pr. 1. august 2027 lukket ned for en velfungerende institution i en tid, hvor flere og flere unge har brug for faste rammer. Dette er ikke udvikling af kommunen, det er afvikling af fremtidige generationers muligheder for at kunne skabe et netværk på tværs af skolerne i byen. Det er afvikling af, hvordan børn i Frederikshavn samles. Det er rent ud sagt en afvikling af ungdommen.
Det er derfor, det er vigtigt, at vi husker, hvilke partier der vil afvikle og hvilke, der vil udvikle og bygge videre sammen med de lokale samarbejdspartnere og institutioner. Vi skal huske dette.
I DSU Vendsyssel står vi ikke stille hen. Vi står sammen med pædagogerne, bestyrelsen og ikke mindst de børn og unge, der bruger/har brugt HotSpot Frederikshavn.




































