Gå til hoved-indhold
07. oktober 2026 - kl. 08.10

Kun ét point fra førstepladsen efter spansk topplacering

  • 1 af 2
    - Vi har et ekstra heat foran os på Monza til finalen, men hvor vi til gengæld ved, at vi skal starte fra pole position, så det giver virkelig noget selvtillid - og en smule ekstra pres på skuldrene, siger Silas Rytter. Foto: Fotospeedy
  • 2 af 2
    Finalen i Lamborghini Super Trofeo Europe køres 21.-23. oktober. Foto: Fotospeedy
Af: Michael Frederiksen

Silas Rytter fra Sæby satte pole position og tog endnu en topplacering med fra næstsidste afdeling af Lamborghini Super Trofeo Europe. Han er nu kun et enkelt point fra førstepladsen.

Ambitionerne var høje allerede inden ankomsten, og heldigvis kunne den nordjyske racerkører og hans italienske kollega, Patrik Fraboni, leve op til deres egne forventninger i weekendens løb på F1-banen ved Barcelona.

Silas Rytter udmærkede sig ved at sætte sæsonens anden pole position, og det gav - ud over ét ekstra point til mesterskabskampen - masser af selvtillid til det første af weekendens to løb. Men så langt nåede duoen ikke, før vejrudsigten satte en stopper for fremgangen.

- Vi var ret selvsikre og var bare klar til at køre det første løb, hvor vi skulle starte forrest. Men der blev varslet kraftig regn - og det kom der også - så løbet blev aflyst og bliver først kørt til sæsonfinalen på Monza, siger Silas Rytter, der til gengæld fik vist talentet frem søndag, da vejret artede sig nok til at søndagens løb kunne afvikles.

Her fik Fraboni en ærgerlig start og faldt ned på 11. pladsen. Den spanske Formel 1-bane er notorisk svær at overhale på, så han havde svært ved at kæmpe sig fremad i feltet. Mere heldig var Silas Rytter, da han overtog rattet halvvejs gennem løbet.

- Da jeg kom i bilen, blev jeg lidt hjulpet af andres uheld og nogle safety car-perioder, så jeg fik muligheden for at sætte nogle overhalinger ind. Da jeg passerede målstregen, var jeg på tredjepladsen, men senere fik vinderen en straf, så vi blev rykket en placering længere frem, siger Silas Rytter, der tilmed sluttede foran mesterskabsrivalen.

- Vores største konkurrent sluttede bag os, så vi er kun et enkelt point fra førstepladsen. Vi har et ekstra heat foran os på Monza til finalen, men hvor vi til gengæld ved, at vi skal starte fra pole position, så det giver virkelig noget selvtillid - og en smule ekstra pres på skuldrene, siger han.

Finalen i Lamborghini Super Trofeo Europe køres 21.-23. oktober.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...