Gå til hoved-indhold
09. oktober 2026 - kl. 21.10

Flemming Østergaard: Giv aldrig op, kæmp for at sikre værdig pleje til alle

  • 1 af 4
    Formand Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening, var moderator, da Flemming Østergaard besøgte Frederikshavn Gymnasium.
  • 2 af 4
    Martin Nielsen, cheftræner i SEIF, fik mulighed for at stille et fodbold-spørgsmål til Flemming Østergaard.
  • 3 af 4
    Mange af de fremmødte fik signeret Flemming Østergaards bog "Det skal fandme være en god dag". En personlig beretning om hans fem år som pårørende og plejer for hustruen Inge, der blev ramt af Alzheimers, og hans kritik af det svigtende ældreplejesystem.
  • 4 af 4
    Der var næsten fuldt hus på Frederikshavn Gymnasium.
Af: Michael Frederiksen

Det blev en gribende og personlig beretning om kærlighedens styrke i mødet med Alzheimers, da Flemming Østergaard fredag aften gæstede Frederikshavn Gymnasium.

Frederikshavn Teaterforening havde inviteret Flemming Østergaard, der som succesfuld erhvervsmand er vant til at håndtere store kriser.

Men han stod over for sit livs sværeste udfordring, da hans hustru, Inge, blev alvorligt syg, og han kom helt derud, hvor kun kærligheden tæller som indsats.

- Vi fik en rå, ærlig historie om en familie, der stod sammen, da det gjaldt. Inge mistede kontakten til sine nære, men hun mistede aldrig deres kærlighed. Vi hørte, hvordan sygdommen gradvist nedbrød Inge og gjorde hende afhængig af konstant pleje, mens Flemming kæmpede for at bevare hendes værdighed, fortæller formand Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening.

Hun var selv på scenen som moderator. Hun takker Flemming Østergaard, fordi de fremmødte fik lov til at komme ind i hans personlige univers, ja, endda helt ind i den private sfære.

- Det var smukt, det var rørende og noget helt særligt. Men det var også sørgeligt at høre om forhold i dagens Danmark, som du beskrev. Tak for at løfte din stemme til fordel for dem, der ikke selv kan. Du gør f……. en forskel, udtaler Lilly Pedersen.

Flemming Østergaards gode råd til os alle: Kæmp og giv lyd, lad det politiske bagland høre, hvordan de bør efter- og videreuddanne og tage hånd om det personale, vi alle er så afhængige af. De gør om nogen en forskel. Giv aldrig op, kæmp for at sikre værdig pleje til alle.

- FOA Frederikshavns ansatte var en del af aftenens gæster, og vi er sikre på, at de tager meget med sig derfra. Vi hørte om et liv i bevægelse, en hånd, et blik og et kæmpe stort vi. Tak til alle, der deltog. Sammen gjorde vi en forskel, mener Lilly Pedersen.

Overskuddet fra aftenen går ubeskåret til Alzheimers-foreningen, der også var tilstede i salen.

Der var en god spørgelyst og man måtte spørge om alt. Cheftræner Martin Nielsen fra SEIF fik mulighed for at komme med et spørgsmål om fodbold, hvor Flemming Østergaard i mange år var kendt som FC Københavns frontfigur.

Flemming Østergaards opfordring er, at jo mere unge spilles kan holdes fra at blive pacet frem, jo bedre – der findes ikke mange "Michael Laudrups", så ros til de lokale fodboldhold. Lad børn spille, fordi de har lyst.

Aftenen var i samarbejde med Hotel Jutlandia, Frederikshavn Gymnasium, FOA Frederikshavn, Din Boghandel og Frederikshavn Teaterforening.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...