Gå til hoved-indhold
12. oktober 2026 - kl. 11.10

Bygma uddeler historiens første Bygma Hard Worker til White Hawks-kaptajn

  • 1 af 1
    Christian Mieritz er flankeret af direktør for Bygma i Frederikshavn, Christian Maysfelt, sammen med Danmarks Ishockey Unions og Metal Ligaens kommercielle direktør, Ulrik Hjulmand og to ungdomsspillere fra FIK.
Af: Michael Frederiksen

Fredag 9. oktober blev der skrevet et nyt kapitel til dansk ishockeys historie med uddelingen af den første Bygma Hard Worker pris. Prisen gik til Frederikshavn White Hawks’ kaptajn, Christian Mieritz, der er gået forrest med dedikation, stærk indstilling og utrætteligt arbejde for holdet.

Da Frederikshavn White Hawks tørnede sammen med Herning Blue Fox i Nordjyske Bank Arena, bølgede bifaldet ned over isen før kampstart. For første gang nogensinde blev Bygma Hard Worker-prisen uddelt – og det blev White Hawks-kaptajn Christian Mieritz, der modtog trofæet og de medfølgende priser.

Bygma Hard Worker Award går ikke nødvendigvis til den spiller, der har scoret flest mål eller leveret flest assister, men til den spiller, der tager de tunge skift og kæmper for fællesskabet - værdier, som Bygma spejler direkte fra byggebranchen.

En ægte håndværker og et stærkt forbillede
Christian Mieritz er en ægte håndværker – både i det civile liv og som ishockeyspiller. Han er familiefar med store menneskelige kvaliteter, og så er han den White Hawks-spiller, der i september spillede flest minutter i undertal og uddelte flest tacklinger pr. kamp.

Tidligere på sæsonen overvandt han en indvendig blødning i mavemuskulaturen og er vendt tilbage for fuld skrue.

Juryen fremhæver i sin begrundelse:

"Christian Mieritz er en spiller, der altid går forrest i omklædningsrummet og inde på isen. Han er et forbillede for de mange unge spillere i Frederikshavn, ofrer sig i hvert eneste skift og har spillet mange minutter i undertal. Han har overvundet en svær skade og er en ægte fighter, der har været stærkt medvirkende til Frederikshavns tilbagevenden til toppen af Metal Ligaen. Derfor er han det fuldstændig oplagte bud på Bygma Hard Worker for september."

Prisoverrækkelsen på isen blev foretaget af direktør for Bygma i Frederikshavn, Christian Maysfelt, sammen med Danmarks Ishockey Unions og Metal Ligaens kommercielle direktør, Ulrik Hjulmand.

Opbakning til truppen og fremtidens talenter
Hos Bygma handler sponsoratet og prisen om at hylde holdånden og samtidig give noget kontant tilbage til sporten:

- Man bygger ikke stærke resultater alene - hverken på byggepladsen eller på isen. Bygma Hard Worker-prisen handler om at anerkende de spillere, som leverer den indsats, der får hele holdet til at fungere. Christian Mieritz tager ansvar, gør sine holdkammerater bedre og inspirerer de næste generationer. Han er et fantastisk eksempel på, hvad en ægte holdspiller er, mener Lasse Svendsen, salgs- og marketingdirektør i Bygma.

Ud over den personlige hæder og trofæet udløste kåringen en gavecheck på 10.000 kroner til Frederikshavn White Hawks' ligatrup samt 5.000 kroner til Frederikshavn Ishockey Klubs ungdomsafdeling for at støtte fremtidens talenter.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...