Vil vi have turister i Nordjylland – eller vil vi beskatte dem væk?
Byrådsmedlem Klaus Hjulmand (Liberal Alliance) i Frederikshavn Kommune har skrevet dette indlæg: Man skulle næsten tro, at det var blevet et problem, at turister gerne vil besøge Danmark. Regeringen har nemlig fået endnu en idé til en ny afgift. Denne gang er det krydstogtturismen, der står for tur.
Fra 2028 foreslår regeringen en afgift på 200 kroner pr. krydstogtpassager, når skibene anløber danske havne.
For Skagen kan det med det nuværende antal gæster betyde omkring 40 millioner kroner i årlige afgifter.
40 millioner kroner!
Det er penge, der gør det dyrere for krydstogtrederierne at vælge Skagen som destination. Og det rejser et helt grundlæggende spørgsmål:
Vil vi egentlig have flere turister i vores landsdel, eller vil vi gøre det mindre attraktivt at besøge os?
Turisme er arbejdspladser – ikke bare turister
Her i Frederikshavn Kommune ved vi, hvor meget turismen betyder. Når et krydstogtskib lægger til i Skagen, handler det ikke kun om gæster, der går en tur på havnen.
Det handler om omsætning i butikker, på caféer og restauranter. Det handler om buschauffører, guider, museer, leverandører og alle de virksomheder, der lever af at give vores gæster gode oplevelser.
Og gevinsten stopper ikke ved bygrænsen til Skagen. Krydstogtgæster besøger også seværdigheder i Frederikshavn og andre dele af Nordjylland.
Vi har gennem mange år arbejdet på at udvikle Skagen som krydstogtdestination. Vi har investeret, markedsført os og skabt relationer til en international branche, hvor konkurrencen mellem destinationerne er benhård.
I 2026 forventer Skagen Havn over 100 krydstogtanløb. Det er en succeshistorie, som mange lokale virksomheder har været med til at skabe. Hvorfor skal vi nu risikere at gøre den succes dyrere?
Danmark mangler ikke skatter og afgifter
Vi har allerede et af verdens højeste skattetryk. Som om det ikke var nok, finder Christiansborg endnu en mulighed for at opkræve penge.
I Liberal Alliance mener vi grundlæggende, at vi skal være meget varsomme med at beskatte de aktiviteter, vi gerne vil have mere af. Og vi vil gerne have flere turister, mere omsætning, flere arbejdspladser og mere liv i vores lokalsamfund.
Prøv at forestille jer, hvis vi brugte den samme logik på andre erhverv. Vi ønsker flere virksomheder. Skal vi så lægge en ekstra afgift på dem, der etablerer sig?
Vi ønsker flere arbejdspladser – skal vi så beskatte dem yderligere?
Hvad bliver det næste?
Miljøhensyn skal tages alvorligt, men er flere skatter altid svaret? Regeringen begrunder afgiften med blandt andet forurening, støj og trængsel.
Selvfølgelig skal vi tage miljøet og de lokale forhold alvorligt. Det gør vi også i Nordjylland. Men der er forskel på udfordringerne i København og i Skagen. Derfor er det relevant at spørge, om en ensartet afgift på samtlige krydstogtpassagerer er den rigtige løsning.
Vi skal stille krav til en mere bæredygtig udvikling af krydstogtturismen, men vi skal også skabe gode rammer for erhvervet. For krydstogtrederierne har alternativer. Der findes mange havne og destinationer i Nordeuropa, og det er ikke nogen naturlov, at de fortsat vælger Danmark.
Hvis nogle af dem vælger os fra, er det ikke kun havnen, der mærker konsekvenserne. Det gør de lokale virksomheder og arbejdspladser også.
Vi skal udvikle Nordjylland – ikke gøre det dyrere at besøge>
Vi taler ofte om bosætning, vækst, erhvervsudvikling og behovet for flere arbejdspladser i vores del af landet. Det er ambitioner, jeg deler fuldt ud. Men så skal vi også føre en politik, der understøtter dem.
Jeg savner, at man på Christiansborg ser på, hvad beslutningerne betyder uden for de store byer. For os er turismen ikke bare et spørgsmål om, hvor mange mennesker der går rundt på gaderne en sommerdag.
Det er en vigtig del af vores lokale økonomi. Det er arbejdspladser, skatteindtægter, levende byer og virksomheder, der tør investere i fremtiden.
Regeringen forventer at få omkring 300 millioner kroner årligt i statskassen med den nye afgift. Men har man samtidig regnet ordentligt på, hvad det kan koste i mistede anløb, lokal omsætning og arbejdspladser?
Det spørgsmål fortjener et klart svar.
For mig er det ret klart : Vi ønsker mere turisme, flere virksomheder og flere arbejdspladser i Nordjylland. Ikke endnu en afgift, der risikerer at spænde ben for dem.
Vi skal leve af turismen – ikke beskatte den væk.




































