Gå til hoved-indhold
12. oktober 2026 - kl. 14.10

Uheld spændte ben for imponerende Monza-resultat

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Milan Rytter fra Sæby og hans tyske medkører, Giuseppe Fico, leverede et højt tempo og masser af kampgejst, men uheld kostede det gode resultat i Italien.

Weekendens løb på den legendariske italienske racerbane var første besøg for Milan Rytter, som havde håbet på flest mulige træningsomgange inden kvalifikationen, men grundet justeringer på bilen og en afkortet træning fik sæbynitten kun begrænset tid i bilen, inden det blev alvor.

Trods minimal træning satte Milan Rytter sjettehurtigste omgangstid i sin tidtagning - lige mellem to dygtige og erfarne kørere - og det gav blod på tanden til weekendens to løb.

Som den norditalienske bane er velkendt for, var der tumult i starten af det første løb. Her gik Milan Rytter heller ikke fri, men fik en skade på fronten af bilen. Han kunne dog fortsætte løbet, og sammen med Fico sikrede han en ottendeplads.

Søndagens løb startede skidt, da Giuseppe Fico fik en dårlig start og måtte køre sig frem gennem feltet fra 24. pladsen. Det lykkedes tyskeren at aflevere bilen på 10. pladsen, og herfra kæmpede Milan Rytter sig på få omgange yderligere frem til at kæmpe om femtepladsen. Længere nåede han ikke, da en konkurrent påkørte ham med høj fart for enden af langsiden, og dermed var løbet slut få omgange før tid.

- Det var ikke lige den afslutning, jeg havde sat næsen op efter. Giuseppe og jeg havde god fart i bilen, og trods skader og en masse kaos på banen fik vi kørt os godt frem i begge løb, så det havde været rart at få en god placering med hjem til sidst. Sådan skulle det ikke være, men farten og overhalingerne kan de ikke tage fra os, siger Milan Rytter, som ser tilbage på en udviklende sæson i Italien:

- Egentlig var det slet ikke meningen, at jeg skulle køre løb i år, men Oregon Team fandt en åbning, så jeg fik lov at køre med i Campionato Italiano GT Sprint Cup. Det er jeg vildt taknemmelig for. Jeg har lært sindssygt meget i år, og jeg er en anden racerkører, end jeg var for et år siden. Arbejdet omkring 2027-sæsonen er allerede godt i gang, og lige nu er der bare alt for lang tid til sæsonstart, siger den glade nordjyde.

Om to uger vender Rytter-brødrene tilbage til Monza, når storebror Silas skal køre finaleløbet i Lamborghini Super Trofeo Europe på banen - også med Oregon Team.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...