En skøn aften i Sæby Baptistkirke med Amalie Dollerup
Frederikshavn Teaterforening havde onsdag fået muligheden for at give gæsterne en aften med en helt særlig kvinde, nemlig Amalie Dollerup, der akkompagneret af Carl Ulrik Munk-Andersen besøgte Sæby Baptistkirke.
- Det blev en skøn aften med sange, fortællinger fra et liv på scenen og foran kameraet, hvor vi fik historier fra tiden med Badehotellet, Strisser på Samsø og mange andre spændende oplevelser, som Amalie har haft i sit liv, indtil nu, fortæller bestyrelsesmedlem Bente Bonnevie, Frederikshavn Teaterforening.
Amalie Dollerup er én af tidens største tv-stjerner. Gennem 10 sæsoner har vi lært hende at kende som Amanda Berggren i nyere tids største danske TV-succes Badehotellet.
Amalie Dollerup er en dybt musikalsk skuespiller, der med et stort nærvær gav publikum mindeværdige musikalske oplevelser, der skabte glæde og dejlige øjeblikke. For Amalie Dollerup har noget på hjerte. Efter koncerten var der tid til spørgsmål, og der kom mange gode fra publikum, som aftenens hovedperson gav sig god tid til at svare på.
Hun blev akkompagneret af pianisten Carl Ulrik Munk-Andersen, der er en af landets dygtigste.





































