Banko vender tilbage til Jerup – skal sikre forsamlingshusets eksistens
De traditionsrige bankospil vender tilbage til Jerup Forsamlingshus, og initiativgruppen håber, at rigtig mange vil være med til at få traditionen godt i gang igen. Første spilleaften bliver onsdag 4. november 2026. Dørene åbner allerede kl. 17.30, og kl. 19.00 går det løs. En del af overskuddet går til at sikre Jerup Forsamlingshus' fortsatte eksistens.
- Der er noget helt særligt ved banko vil mange sige og vi er flere der gerne lytter til den påstand. Spørgsmålet er om der så også handles på den? Numrene, der bliver råbt op, og lyden af brikkerne, der bliver lagt. Koncentrationen omkring bordene. Kaffen i koppen, snakken med sidemanden – og selvfølgelig det øjeblik, hvor nogen endelig kan råbe BANKO, siger Helle Gaardboe, ejer af NORDSTEN Café & Ophold i Jerup, på vegne af initiativgruppen, som er etableret af flere foreninger repræsenteret i Jerup.
Og invitationen gælder bestemt ikke kun Jerup.
- Vi håber at se bankospillere fra hele Frederikshavn Kommune – fra syd til nord. Tag naboen, ægtefællen, veninden, kollegaen eller familien under armen og kom til Jerup til en hyggelig aften, hvor der både er noget at spille om og noget at samles om. Og husk, at toget kører næsten lige til døren, oplyser Helle Gaardboe, der også er byrådsmedlem for Venstre.
Banko med et formål
Når Jerup genopliver bankospillene, handler det om mere end plader og gevinster.
En del af overskuddet fra arrangementerne går til også at sikre Jerup Forsamlingshus' fortsatte eksistens, mens det øvrige overskud skal bruges til udvikling i Jerup generelt. For nylig blev Jerup Landsbycenter etableret med egen bestyrelse og deriblandt er nu flere foreninger i Jerup repræsenteret.
- Det betyder, at man ved at deltage ikke alene får mulighed for at gå hjem med en gevinst. Man er samtidig med til at støtte de lokale fællesskaber og de steder, hvor mennesker fortsat kan mødes på tværs af alder og tilhørsforhold. Fællesskaber og steder, som flere udenfor Jerups bygrænse glædeligt også benytter, bemærker Helle Gaardboe.
Forsamlingshuse har gennem generationer været rammen om fester, møder, traditioner og fællesskab.
- Men de består kun, hvis vi bruger dem. Derfor håber vi også, at gæsterne vil komme i god tid og gøre lidt mere ud af aftenen. Fra dørene åbner kl. 17.30, vil der være mulighed for at købe kaffe, franskbrød med ost eller pålæg og kage i forsamlingshuset. Der kan naturligvis også købes vand og sodavand. Så spis eventuelt lidt mindre aftensmad derhjemme, kom lidt tidligere og begynd aftenen omkring bordene, inden bankobrikkerne kommer frem, lyder opfordringen fra Helle Gaardboe.
Fire spilleaftener er allerede i kalenderen
Der lægges ud på onsdag 4. november 2026, og allerede nu er der planlagt yderligere bankoaftener:
- 18. november
- 9. december
- 16. december – stort julespil
Ambitionen er, at banko igen skal være en levende tradition i Jerup. Et sted, hvor de garvede bankospillere selvfølgelig føler sig hjemme, men hvor også dem, der måske ikke har spillet banko i årevis – eller aldrig har prøvet det før – får lyst til at være med.
- For i en tid, hvor meget foregår bag en skærm, kan der være noget befriende enkelt ved at mødes i virkeligheden. Sætte sig omkring et bord. Drikke en kop kaffe. Hilse på mennesker, man kender – og måske lære nogle nye at kende.
Virksomheder kan være med
Initiativgruppen vil selvfølgelig også gerne sende gæsterne hjem med nogle rigtig gode gevinster. Virksomheder, der har lyst til at bidrage med gevinster, kan kontakte Poul Lillelund på telefon 50 70 37 33.




































