HotSpots formand afviser kritik: Ansvaret ligger hos Frederikshavn Kommune
Den selvejende institution HotSpot i Frederikshavn bekræfter, at den havde 30 "for gamle børn" tilmeldt inden sommerferien, men formand Helle Pedersen understreger, at ansvaret udelukkende ligger hos Frederikshavn Kommune.
- Vi må kunne forvente af alle institutioner, at de overholder gældende regler og ikke selv definerer målgruppe og udgifter, siger Jan Bjeldbak (V), formand for Udvalget for Børn, Unge og Familie, i en anden artikel på Kanal Frederikshavn.
Helle Pedersen afviser dog kritikken. Hun mener tværtimod, at Jan Bjeldbak laver selvmål.
- HotSpot har ikke noget at gøre med indmeldelse i fritidsklubben. Forældrene melder deres børn ind via Pladsanvisningen i Frederikshavn Kommune, og derudover kan Familieafdelingen i Frederikshavn Kommune sende børn i HotSpot. Vi ved intet om børnenes alder og klassetrin, og vi ved heller ikke, om det er tale om børn med fripladser, fastslår Helle Pedersen.
Fritidsklubben er for børn i 4.-6. klasse, men en gennemgang inden sommerferien viste, at HotSpot havde 30 børn indmeldt, som gik i 7. klasse eller derover.
Det kunne udefra ligne snyd - især fordi børnene ifølge Kanal Frederikshavns oplysninger alle havde fripladser. Det vil sige, at regningen for at have børnene gående i HotSpot betales af Frederikshavn Kommune.
Helle Pedersen pointerer, at der på ingen måde er tale om snyd. Tværtimod gennemgår HotSpot hver måned listen over børnenes fremmøde. Er der børn, som ikke har været i HotSpot i tre måneder, bliver de tvangsudskrevet.
Søren Aakjær er direktør for området i Frederikshavn Kommune, og han erkender, at Pladsanvisningen burde have haft en systemkontrol, der forhindrede indmeldelser uden for målgruppen.
- Denne er nu indført, og Hotspots hjemmeside er rettet. Samtidig burde HotSpot, uanset klassetrin, have fulgt op på længerevarende manglende fremmøde ved at kontakte forældrene eller Pladsanvisningen. Ansvaret kan derfor ikke placeres hos én part alene, mener Søren Aakjær.
Han oplyser, at Pladsanvisningen kontaktede familierne, da kommunen blev opmærksom på indmeldelser uden for målgruppen.
- Flere bekræftede, at tilbuddet ikke længere blev benyttet. Der er efter udmeldelserne ikke modtaget klager eller henvendelser. De unge kan fortsat benytte Hotspots aftenklub fra 6. klasse, oplyser Søren Aakjær.
Formanden for HotSpot er ked af, at institutionen pludselig på denne måde hænges ud og indirekte mistænkes for snyd. Det sker en måned efter, at et borgerligt flertal sammen med SF vedtog næste års budget, som betyder, at HotSpot lukker pr. 1. august 2027.
- Politik er én ting, men jeg tænker først og fremmest på børnene og de unge. Derfor vil vi meget hellere høre mere om det nye tilbud, som skal erstatte HotSpot, men ingen fortæller os noget. Ikke desto mindre fortsætter vores personale ufortrødent. De gør et fantastisk arbejde, men gør os nu klogere på det nye tilbud, så Frederikshavn ikke risikerer at miste dygtige pædagoger. Jeg ville være løbet skrigende bort, hvis det var mig, siger Helle Pedersen.




































