Gå til hoved-indhold
30. oktober 2026 - kl. 10.10

Elevråd satte sunde fællesskaber på dagsordenen

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Torsdag 29. oktober var elever og elevrådskontaktlærere fra kommunens folkeskoler samlet i Frederikshavn til en fælles kursus- og temadag i samarbejde med Børns Vilkår. Omkring 40 elever og medarbejdere deltog i dagen, som satte fokus på, hvordan eleverne selv kan være med til at skabe gode og sunde fællesskaber på deres skoler.

Dagen tog afsæt i Børns Vilkårs materiale om Sunde Fællesskaber. Her arbejder elevråd og skolebestyrelser sammen om at sætte fokus på trivsel, sundhed og fællesskab og omsætte elevernes perspektiver til konkrete drøftelser og handlinger på den enkelte skole.

På kursusdagen arbejdede eleverne på tværs af skolerne med tre temaer: Aktive fællesskaber, spisefællesskaber og digitale fællesskaber. Gennem fælles refleksioner, øvelser og gruppedrøftelser havde arbejdet sit udgangspunkt i elevernes egne skoler og erfaringer.

Et vigtigt formål var samtidig at styrke relationerne på tværs af skolerne og give inspiration til det videre arbejde i både de lokale elevråd og Fælleselevrådet. På dagen var der derfor også fokus på, hvordan man som elevråd kan bruge sin stemme og være med til at skabe forandringer på skolen.

Temadagen var ikke tænkt som en enkeltstående aktivitet. Eleverne og elevrådskontaktlærerne blev klædt på til at fortsætte arbejdet på deres egne skoler og inddrage skolebestyrelserne.

Børns Vilkårs materiale indeholder blandt andet et konkret forløb til elevrådsmødet og et punkt til skolebestyrelsesmødet samt materialer til elever, medarbejdere og skolebestyrelsesrepræsentanter. På den måde bliver elevernes perspektiver ikke kun drøftet på kursusdagen, men kan bringes videre ind i skolernes arbejde med trivsel og fællesskaber.

Torsdagens arrangement blev dermed startskuddet til et videre arbejde, hvor elevernes stemme får en central plads i udviklingen af skolernes fællesskaber.

Det er Frederikshavn Kommunes Fælleselevråd, der havde taget initiativ til kursusdagen – lige som det i øvrigt er Fælleselevrådet, der står bag samarbejdet omkring besøg af Børns Vilkårs "BørneMobilen" på både folkeskoler og frie grundskoler i hele kommunen netop i disse uger.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...