Gå til hoved-indhold
31. oktober 2026 - kl. 14.10

Madoasen i Frederikshavn har vokseværk: Plads til mere mad og flere mennesker

  • 1 af 2
  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Efterspørgslen på Madoasen i Frederikshavn er stor. Derfor har Stop Spild Lokalt nu skabt markant mere plads i de eksisterende lokaler, så endnu mere overskudsmad kan reddes og komme mennesker til gavn. Søndag 1. november inviterer Madoasen indenfor til genåbning.

Der er blevet flyttet rundt, tænkt kreativt og arbejdet på at udnytte hver eneste kvadratmeter bedre i Madoasen, Langerak 36 i Frederikshavn. Resultatet er en Madoase med langt mere plads til både mad og mennesker – og nye muligheder for at gøre en endnu større forskel i lokalområdet.

For behovet er der. Flere mennesker har fået øjnene op for Madoasen, og samtidig er ambitionen at kunne tage imod endnu mere af den overskudsmad, som ellers risikerer at gå til spilde.

Mere plads til mad – og til fællesskab
For Jannie Johanson, der er daglig leder af Madoasen i Frederikshavn, handler de nye rammer om meget mere end ekstra kvadratmeter.

- Det betyder utrolig meget for os, at vi nu kan åbne dørene til en Madoase med endnu mere plads. Vi mærker hver eneste dag, hvor stor betydning stedet har for de mennesker, der kommer her.

- Madoasen handler selvfølgelig om at redde god mad, men den handler også om smil, nærvær og følelsen af at være en del af et fællesskab. Jeg glæder mig helt enormt til at byde alle velkommen og vise, hvad vi har skabt, fortæller hun.

Når behovet vokser, skal mulighederne følge med
Hos Stop Spild Lokalt ser direktør Rasmus Erichsen udvidelsen som et vigtigt skridt i arbejdet med at få mere overskudsmad ud til mennesker frem for i skraldespanden.

- Det er jo på én gang fantastisk og tankevækkende, at efterspørgslen på vores Madoaser er så stor. Fantastisk, fordi vi kan redde mere mad og gøre en reel forskel. Men også tankevækkende, fordi det fortæller os noget om, hvor mange mennesker der har glæde af det, vi gør. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi i Frederikshavn nu har skabt plads til endnu mere. Og det er i høj grad takket være de frivillige, som lægger deres tid og hjerte i arbejdet. Det er dem, der får det hele til at lykkes, siger Rasmus Erichsen.

Alle er velkomne til genåbningen
Søndag 1. november slår Madoasen i Frederikshavn dørene op til de nye rammer. Det sker på den velkendte adresse på havnen, hvor lokalerne nu har fået en helt ny indretning med væsentligt mere plads.

Alle er velkomne til at kigge forbi, opleve forandringerne og være med til at markere en ny begyndelse for Madoasen i Frederikshavn.

Om Stop Spild Lokalt
Stop Spild Lokalt blev grundlagt 20. september 2016 af dengang 17-årige Rasmus Erichsen i Korsør. Det hele begyndte med en halv lasagne og en enkel tanke: Mad, der er tilovers hos én, kan gøre glæde hos en anden.

I dag er den lille idé vokset til en landsdækkende organisation, der bekæmper madspild og skaber stærke lokale fællesskaber. Gennem organisationens Madoaser redder frivillige hver dag god overskudsmad fra at gå til spilde og sørger for, at den i stedet kommer mennesker til gavn.

For Stop Spild Lokalt handler det ikke kun om at redde mad, men også om medmenneskelighed, værdighed og fællesskaber, hvor der er plads til alle.

Læs mere på www.stopspildlokalt.dk.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...