"For gamle børn i HotSpot": Socialdemokratiet vil til bunds i sagen
Kanal Frederikshavns artikler om "30 for gamle børn" i fritidsklubben HotSpot og Pladsanvisningens tildeling af fritidspladser afføder undren hos to socialdemokratiske medlemmer i Udvalget for Børn, Unge og Familier. De vil nu til bunds i sagen og tager den op politisk
- Vi har nu i to artikler kunnet læse om interne kommunale fejl i pressen – både kommenteret af formanden for udvalget og direktøren på området. Vi er klart af den opfattelse, at Pladsanvisningen og øvrige kommunale funktioner ikke skal irettesættes offentligt. Derfor vil vi tage denne sag op på det kommende møde i Udvalget for Børn, Unge og Familier på mandag, udtaler Liv Lundholm (A).
Sagen er kommet frem, da Kanal Frederikshavn søgte aktindsigt.
- Vi kan jo alle gøre os forskellige – mere eller mindre konspiratoriske – tanker om, hvorfor vinklingen af formandens og direktørens udtalelser i så høj grad er lagt an på at kritisere en selvejende institution, som man med slet skjult tilfredshed netop har lukket. Derfor er det vigtigt, at vi finder ud af, hvordan tingene reelt hænger sammen. I en kommune er det heldigvis sådan, at et ansvar altid kan placeres ud fra, hvem der har hjemlen i lovgivningen til at påtage sig det. Og vi skal sikre, at ansvaret bliver placeret det helt rigtige sted, mener Anders Brandt Sørensen (A).
Socialdemokratiet vil til bunds i sagen, da ingen kan være tjent med, at beskyldninger flyver offentligt gennem luften.
- Jeg ved ikke, om det er arbejdsmiljøet, man har tænkt på, da man rullede det her ud i pressen. Men det vil vi naturligvis spørge ind til. Også for at høre, om det er en fremgangsmåde, som andre medarbejdere og institutioner skal vænne sig til i fremtiden, siger Liv Lundholm.
Der er møde i Udvalget for Børn, Unge og Familier mandag 2. november, hvor Socialdemokratiet tager sagen op.




































