Politiker og seks landmænd snakkede kvælstof: - Modsætninger mødes

Hvad sker der når man sætter en enlig SF'er sammen med seks kvægbønder til et uformelt morgenmøde over en kop kaffe og rundstykker? River de håret (dem der har noget) af hinanden og går fra bordet i vrede – eller opstår der noget helt andet og meget mere konstruktivt? 

Jeg var i hvert fald spændt, da jeg på opfordring af Agillix (tak til Bettina) var inviteret til et møde i Tylstrup med Torben, Peter, Bjørn, Bjarne, Mathias og Albert – alle landmænd med kvægbesætninger og bosat her i Nordjylland. Jeg var på udebane – jeg er jo kun 3. generations indvandrer fra landet, så mit kendskab til landbruget er jo – som de fleste byboeres – begrænset. Det, jeg derimod interesserer mig for, som samfundsborger og politiker, er hele miljøproblematikken – ikke mindst den forfærdelige tilstand vores fjord- og havmiljø efter en lang årrækkes tilbagegang nu befinder sig i. 

Vi startede med at lægge svesken på bordet – og kom hurtigt frem til, at vi var fuldstændig enig om vores mål og det meget problematiske udgangspunkt, vi befinder os i. Dejligt, så var vi i gang. 

Men frustration og fortvivlelse over regeringens kvælstofregulering kom herefter rundt om bordet frem i fuldt flor. Nogen var mere ramt end andre – vurderingen af følgerne spændte lige fra dem, der følte sig truet på deres levebrød, til dem der nok mente, det kunne passes ind i driften med lidt snilde og en god bankforbindelse. Men fælles for alle var en frustration over tempoet – og at de følte sig kørt over på deres faglighed. Usikkerheden var stor. Hvor står vi? Hvad kan vi så på vore marker, som vi ikke bliver straffet for, når vi skal høste til næste sommer? Og den grønne trepart, som man faktisk havde store forventninger til – tør vi gå ind i den, hvis vi i sidste ende bliver straffet for vores gode vilje? 

Spørgsmålene var mange. Vi kom også ind på den voksende afstand mellem land og by. Afstanden mellem teoretisk forskningsbaseret viden og praktisk erfaret levet liv. Afstanden mellem regneark og virkelighedens verden. Jeg oplevede en håndfuld mennesker, der i bund og grund vil det samme som jeg – og som godt kan aflæse de strømninger i befolkningen, der blandt andet har afgjort sidste folketingsvalg. Men man føler sig kørt over fordi den vante gulerod med et slag er blevet udskiftet med en pisk. Og er det nu kun landbruget der er den store synder – hvad med de enorme overløb for vores rensningsanlæg der opleves i forbindelse ved de stadigt mere hyppigt forekommende skybrud? Vi har en fælles opgave i at yde en indsats – også i kommunerne! 

Og her er det min – lidt gammeldags – retfærdighedssans kommer på sin prøve. 

Politisk set har vi i årtier snorksovet på Christiansborg. De retningslinjer vi nu med et slag vil gennemføre, skulle have været struktureret og igangsat for år tilbage. Gradvis, med lovgivning og kontrol – og ikke med lobbyiststyret frivillighed, der aldrig har levet op til de stillede mål. 

Det har vi ikke gjort, og så kan man ikke – i mine øjne – med et slag ændre strategi uden at give i det mindste en vækstsæsons indkøringstid. Husk landmandens årshjul følger ikke resten af samfundets! 

Hertil kommer behovet for en mere individuel vurdering af de enkelte virksomheder – og deraf følgende rådgivning for at komme bedst i mål for alle. 

Dialog er med andre ord løsningen. Det har vi tradition for her til lands, og når paraderne bliver sænket og fordommene parkeret, så tror jeg på vi kan komme langt. 

Vi fik i hvert fald en god snak i Tylstrup – og jeg gik fra mødet som en mere oplyst mand. Håber også de andre mødedeltagere fik noget med derfra.