Gå til hoved-indhold
11. september 2026 - kl. 22.09

Frederikshavns golfdamer kæmper om oprykning til 2. division

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Der bliver spænding til sidste hul, når Frederikshavn Golfklubs damehold lørdag 12. september drager til Skanderborg for at spille om oprykning til 2. division.

Efter en flot sæson, hvor holdet vandt sin pulje, venter nu det afgørende oprykningsslutspil mod Struer. Kampen begynder kl. 9.30.

Der spilles hulspil over 18 huller, og formatet består af tre singler og én foursome.

Men hvad betyder det egentlig?

I single spiller to spillere direkte mod hinanden – hul for hul. Den spiller, der bruger færrest slag på et hul, vinder hullet. Det handler derfor ikke kun om at spille godt, men også om at holde hovedet koldt og kæmpe for hvert eneste hul.

I foursome spiller to spillere sammen som ét hold. De spiller med én bold og skiftes til at slå – den ene slår ud på de lige huller, den anden på de ulige. Her bliver samarbejde, kommunikation og tillid til hinanden mindst lige så vigtigt som selve golfspillet.

- Det er netop noget af det fantastiske ved golf på turneringsniveau: Golf er ikke kun en individuel sport – det kan i høj grad være en holdsport. Man kæmper for sig selv på banen, men samtidig for holdkammeraterne, klubben og fællesskabet. Man hepper, støtter, lægger strategi og glæder sig sammen – og når den sidste put er slået, er det hele holdets resultat, siger Lene Jacobsen fra Frederikshavns damehold.

Et stærkt damefællesskab i Frederikshavn
Frederikshavn Golfklub har i øjeblikket to damehold med i Danmarksturneringen.

- Det er vi rigtig stolte af. Det giver mulighed for både at udvikle sig som golfspiller og blive en del af et stærkt socialt og sportsligt fællesskab. Og måske sidder der lige nu nogle piger eller kvinder i Frederikshavn og omegn, som kunne have lyst til at prøve kræfter med golf?, lyder det fra Lene Jacobsen.

 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...