En magisk julekoncert med jazz og moderne dans
I samarbejde med Kultur Alliancen lægger Sæby Big Band og Dansekompagniet Synergi op til en magisk julekoncert, når de inviterer indenfor til jazz og moderne dans. Kultur Alliancen mellem Frederikshavn og Hjørring Kommune støtter de to koncerter med gratis adgang. Koncerterne finder sted 21. og 28. november.
Den første koncert er lørdag 21. november kl. 16:30 på Vendsyssel Teater i Hjørring. Den anden koncert er lørdag 28. november kl. 11.00 i Maskinhallen i Frederikshavn.
- Vi ser frem til at vise publikum en koncert, hvor jazzmusik møder koreografiske elementer fra både hiphop, heels og jazzdans, når Dansekompagniet Synergi optræder til Sæby Big Bands musik. November er lang, trist og kedelig. Det vil vi gøre alt for at ændre og sætte publikum og os selv i den rette julestemning, siger Steen Holm Bisgaard fra Sæby Big Band.
Dan Hejslet er dirigent under koncerten, hvor Mille Lykkegaard og Kasper Bonde står for vokalerne. Leder af Dansekompagniet Synergi, Lærke Winther Bregnhøj, har lavet koreografien.
Dansekompagniet Synergi er et nordjysk, urbant dansekompagni for unge talenter. Kompagniet blev etableret i 2022 og har base i Hjørring og Aalborg. Truppen har fokus på hiphoppens mange forskellige stilarter og eksperimenterer desuden med andre urbane genrer som blandt andet waacking og house.
Sæby Big Band er det nordligste Big Band i Danmark. Bandet blev dannet i 1996 og havde i opstartsårene tilknytning til Sæby Kommunale Musikskole og nu Frederikshavn Musikskole. Orkestret består af dygtige musikskoleelever, MGK-elever, fritidsmusikere, musikstuderende, semiprofessionelle og andre dygtige musikere med andre relationer til den rytmiske musik.
Orkestret er et fuldt besat big band. Det vil sige en rytmegruppe med trommer, percussion, bas, guitar og klaver samt blæsergruppe med fem saxofoner, fire basuner og fem trompeter. Desuden de to vokalister Mille Lykkegaard og Kasper Bonde.
Igennem tiden har Sæby Big Band optrådt med gæstesolister som Veronica Mortensen, Mike Andersen, Cæcilie Norby, Gunhild Carling og i julen 2019 den svenske jazzkomet Ellen Anderson.






































