Gå til hoved-indhold
04. november 2026 - kl. 15.11

RAIS præsenterer ny ledelsesstruktur - styrker den kommercielle ledelse

  • 1 af 1
    Fra venstre ses Morten Pandi, CFO, Erwin Hauenstein, medejer, Anders Kajgaard, fabrikschef, Ann-Kathrine Thiessen, kommerciel direktør, og John Engell Nielsen, udviklingschef.
Af: Michael Frederiksen

Efter mere end 16 år som administrerende direktør fratræder Henrik Nørgaard sin stilling hos RAIS ved udgangen af 2026. I den forbindelse etablerer virksomheden en ny ledelsesstruktur med fire sidestillede ledere, herunder Ann-Kathrine Thiessen, der er tiltrådt som kommerciel direktør.

Henrik Nørgaard har valgt at fratræde sin stilling 31. december 2026 for at få mere tid til andre dele af livet.
Han har gennem årene spillet en central rolle i RAIS’ udvikling, og virksomheden takker ham for hans store indsats, engagement og passion for RAIS i Vangen.

Han forventes fortsat at være tilknyttet RAIS, da han efter den kommende generalforsamling forventes at indtræde i virksomhedens bestyrelse.

Fire ledere får det fælles ansvar
I forbindelse med Henrik Nørgaards fratrædelse indfører RAIS en ny ledelsesstruktur, hvor fire sidestillede ledere fremover får det fælles ansvar for den daglige ledelse og virksomhedens videre udvikling.

Ledelsesteamet refererer til bestyrelsen og består af CFO Morten Pandi, fabrikschef Anders Kajgaard, udviklingschef John Engell Nielsen, og kommerciel direktør Ann-Kathrine Thiessen.

Med den nye struktur samler RAIS ledelseskompetencerne inden for økonomi, produktion, udvikling, salg og brand i ét fælles ledelsesteam.

- Vi er overbeviste om, at denne redefinerede ledelsesstruktur giver et stærkt fundament for virksomhedens fortsatte udvikling og langsigtede succes, udtaler Erwin Hauenstein, medejer og bestyrelsesformand hos RAIS A/S.

Ann-Kathrine Thiessen er tiltrådt som kommerciel direktør
Som en del af den nye ledelsesstruktur tiltrådte Ann-Kathrine Thiessen 26. oktober 2026 som kommerciel direktør med ansvar for at styrke RAIS’ brand og internationale positionering samt videreudvikle virksomhedens eksisterende markeder og skabe nye vækstmuligheder.

Hun har 14 års erfaring med salgsledelse inden for livsstil og design, blandt andet fra Skagerak og senest fra Fritz Hansen.

- Jeg er overbevist om, at Ann-Kathrine med sin store ledelseserfaring og stærke kommercielle baggrund vil styrke RAIS’ brand og markedsposition. Det er en vigtig forudsætning for at skabe vækst på fremtidens marked, udtaler Henrik Nørgaard, administrerende direktør hos RAIS A/S, der har været en del af ansættelsesprocessen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...