Gå til hoved-indhold
02. november 2026 - kl. 22.11

Verdensklasse-dans satte Det Musiske Hus i bevægelse

  • 1 af 3
  • 2 af 3
  • 3 af 3
Af: Michael Frederiksen

Dans, musik, farverige kostumer og et intenst fysisk udtryk fyldte Det Musiske Hus mandag aften, da Dansk Danseteater gæstede Frederikshavn med forestillingen BEFORE THE END. Publikum blev inviteret med til menneskehedens sidste fest og kvitterede med stående applaus.

Det blev en aften med dans i verdensklasse, da Dansk Danseteater mandag aften indtog scenen i Det Musiske Hus i Frederikshavn.

Med forestillingen BEFORE THE END blev publikum ført ind i et intenst og farverigt univers, hvor dans, musik og stærke følelser smeltede sammen. Forestillingen tog udgangspunkt i menneskehedens sidste, berusende fest – et øjeblik før enden.

- Det var slut, og vi var inviteret med til menneskehedens sidste berusende fest. Det var nu, vi skulle række ud efter det, som har hvisket til os og pirret os i vore drømme. Dans, dans, dans, og publikum i Det Musiske Hus blev revet med, fortæller formand Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening.

Et vildt og farverigt univers
I et fysisk og ekspressivt dansesprog, ledsaget af en overflod af farverige maskeringer, skabte danserne en verden, hvor menneskelige følelser og instinkter blev udforsket.

Figurerne på scenen lignede mennesker til forveksling, men bevægede sig også ud over det velkendte og blev til noget andet.

Forestillingen kredsede om de dybeste, smukkeste og mørkeste sider af mennesket – og om, hvad der gemmer sig i vores ubevidste, hukommelse, følelser og instinkter, når vi nærmer os afslutningen.

Der var både plads til fordybelse, nysgerrighed og til blot at være til stede i øjeblikket.

Frederikshavn Teaterforening begejstret
Den chilenske koreograf Marco Layera har med sit kunstneriske univers begejstret publikum internationalt. Mandag aften var turen kommet til Frederikshavn, hvor Frederikshavn Teaterforening med glæde tog imod forestillingen.

- Marco Layera har taget publikum med storm i hele verden. Det samme gjorde vores publikum, fortæller Lilly Pedersen.

Aftenen sluttede med stående applaus til de unge dansere, der ifølge Lilly Pedersen gav alt, hvad de havde på scenen.

På scenen medvirkede Kristin Bjerkestrand, Amancio Gonzales, Wolf Govaerts, Lukas Hartvig-Møller, Jessica Lyall, Lola Potiron, Yi-Shao Li, Leticia Silva, Carlos Luis Blanco Ramos, Bradley Waller og Shih-Ping Lin.

Scenografi og kostumedesign var skabt af Friedrich Floen, mens Ulrik Gad stod for lysdesignet. Damien Bazin var komponist, Carolina de la Maza kunstnerisk konsulent og Quim Bigas dramaturg. Fotograf var Petra Kleis.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...