Elevråd opfordrer alle elever på Frederikshavn Handelsskole til at strejke
Eleverne på Frederikshavn Handelsskole strejker på onsdag 4. november. Elevrådet har planlagt en elevstrejke i protest mod regeringens foreslåede nedskæringer på SU-området.
- Vi har valgt at bakke op om den landsdækkende protest, da vi mener, at de foreslåede ændringer har direkte betydning for unge under uddannelse. Det handler om vores økonomiske muligheder, vores uddannelse og vores fremtid, siger Marvin Severinsen, formand for elevrådet på Frederikshavn Handelsskole.
Helt konkret har elevrådet opfordret alle skolens elever til at udeblive fra undervisningen onsdag 4. november for at vise deres utilfredshed.
- Vi mener, det er vigtigt, at elevernes stemmer også bliver repræsenteret i debatten, og at der bliver sat fokus på, hvordan de foreslåede ændringer opleves blandt de unge, som bliver berørt af dem, udtaler Marvin Severinsen.
Strejken handler især om SU til hjemmeboende unge og de nyuddannedes adgang til dagpenge.
Den landsdækkende markering er organiseret af 21 elev-, studenter- og ungdomsorganisationer under sloganet "Nu er det nok – stop besparelserne på unge og uddannelse!"




































