Uanmeldt spritkontrol på Læsøfærgen: Alt var i orden
Nordjyllands Politi og Søfartsstyrelsen har gennemført spiritus- og besætningskontrol på Læsøfærgen og Hals-Egense færgen. Alle alkometertest var negative, og besætningerne kunne fremvise gyldige certifikater.
Nordjyllands Politi assisterede i oktober Søfartsstyrelsen på en uanmeldt kontrol på Læsøfærgen i Frederikshavn og Hals-Egense færgen i Hals.
Kontrollen omfattede de tjenestegørende besætningsmedlemmer på færgerne. Alle blev testet med alkometer, og alle test var negative. Derudover kunne besætningsmedlemmerne fremvise gyldige certifikater, beviser og tilladelser om bord.
- Sikkerheden til søs er vigtig, og derfor er det også positivt, at vi kan bidrage til den type kontroller i samarbejde med Søfartsstyrelsen. Det er vigtigt, at både passagerer og færgernes besætning kan føle sig trygge ved, at sikkerheden er i orden, siger politikommissær Hjalte Heldbo Reines.
Kontrollen blev gennemført uden forudgående advarsel i henhold til lov om retssikkerhed og som led i et samarbejde mellem Søfartsstyrelsen og Nordjyllands Politi.
Begge færger fik efterfølgende en tilsynsrapport med resultatet: Alt var i orden.




































